The Border that Cannot Be Closed

<--

Grænsen, der ikke kan lukkes

I USA har 20 års afskrækkelse langs den mexicanske grænse ikke stoppet de illegale immigranter. Mens amerikanerne intensiverer grænsebevogtningen, løber immigranterne stadig større risici i jagten på den amerikanske drøm. Og hverken præsidenten eller udfordreren har fantasi til at forestille sig et alternativ til ’grænsen skal sikres’-tankegangen

En gruppe mexicanere tilbringer en nat i byen Altar nær grænsen til USA. Her venter de på at få kontakt med en coyote, der kan få dem over grænsen. 20 års afskrækkelsespolitik langs den mexicanske grænse har ikke stoppet de illegale immigranter. Foto: Fernando Moleres/ Panos Pictures

Grænsen skal sikres.« Sådan har mantraet lydt i amerikansk immigrationspolitik i næsten to årtier. Selvom Barack Obama og hans modstander, Mitt Romney, virker til at være uenige om det meste for tiden, er de dog foruroligende enige om én ting: At videreføre den immigrationspolitik, som Bill Clinton i sin tid lancerede. Og det til trods for, at den har haft enorme omkostninger – økonomiske såvel som menneskelige.

Strategien som begge kandidater bekender sig til, blev under Clinton kaldt »forebyggelse ved afskrækkelse«. Ideen er simpel: Det handler om at afskrække folk fra at krydse den amerikansk-mexicanske grænse illegalt. Problemet er bare, at strategien ikke virker. Det gjorde den ikke på Clintons tid. Og det gør den ikke i dag. Man fristes til at spørge, om det mon nogensinde var meningen?

Siden 1993 er antallet af grænsevagter femdoblet, fra ca. 4.000 til over 21.000, og budgettet for den amerikanske Border Patrol er intet mindre end tidoblet i samme periode. Ikke engang den trængte amerikanske økonomi har kunnet sætte en stopper for denne udvikling. Budgettet er således steget fra 2,25 milliarder dollar til 3,5 milliarder dollar siden den økonomiske krise indtraf i 2008.

De mange penge er blandt andet blevet brugt på at implementere udstyr, der oprindeligt var beregnet til militære formål, langs den 3.000 km lange strækning, som landet deler med Mexico. Infrarøde kameraer, bevægelsessensorer, droner og andet militært isenkram er blevet gjort til en del af landskabet, hvilket har fået flere iagttagere til at tale om en decideret militarisering af grænsen.

Som konsekvens heraf er det i dag ruten gennem den barske ørken, som langt de fleste immigranter er nødt til at tage, hvis de skal gøre sig håb om at komme frem til ’mulighedernes land’. Det er derfor heller ikke noget tilfælde, at det netop er i Arizona, at vi for tiden ser landets mest restriktive immigrationslove forsøgt gennemført.

I den sammenhæng er det vigtigt at huske på, at for bare tyve år siden var det de færreste immigranter, der turde bevæge sig ud i Arizonas ørken, hvor det ofte er nødvendigt at vandre i 3-4 dage under den bagende sol uden tilstrækkelige mængder vand og mad – til tider med fatale konsekvenser til følge.

I dag er det ikke længere tilfældet. Selvom der ikke eksisterer noget præcist tal for, hvor mange mennesker, der mister livet, idet de forsøger at krydseUSA’s sydlige grænse, taler de vejrbidte knogler i ørkenen deres tydelige sprog.

Den amerikanske NGO No More Deaths, har dokumenteret, at der er fundet lig af mindst 161 immigranter i Arizonas ørken alene det sidste år. Det samlede antal omkomne er dog umuligt at finde frem til. For hvad med alle dem, der aldrig når frem til selve grænsen, men derimod falder i narkokartellernes ubarmhjertige varetægt undervejs, som for eksempel de 74 immigranter, der blev fundet halshugget i en lade i det nordlige Mexico for to år siden?

Det tragiske er, at det virker som om, at det vil være lig med politisk selvmord i USA at foreslå, at man griber problemet an på en anden måde. Løsningen er altid den samme: Grænsen skal sikres.

Obama har uden at blinke ført sin forgænger George W. Bushs prestigeprojekt ud i livet: Et hegn langs grænsen, der strækker sig hele vejen fra stillehavskysten til den Mexicanske Golf. Da Obama i en tale sidste år spøgte med, at republikanerne først ville blive tilfredse, når han fik gravet en voldgrav fyldt op med alligatorer ved grænsen, fortalte det i virkeligheden mere om, hvor langt han selv er gået i sin bestræbelse på at ’sikre grænsen’. Romney har ligesom sin modstander heller ikke fantasi til at tænke i alternativer. Af hans program fremgår det, at han som præsident vil øge antallet af grænsevagter (endnu en gang) og bygge endnu mere hegn (igen), så grænsen endelig vil blive sikker. Det er i hvert fald visionen. Eller skulle man hellere sige illusionen?

For selv for verdens førende militærmagt er det logistisk set nærmest en umulig opgave at sikre grænsen totalt i de øde ørkenområder. Således forsøger tusinder af immigranter til stadighed at krydse grænsen hver eneste dag.

Gode menneskesmuglere

Ironisk nok har de seneste års fokus på at sikre grænsen medført et større behov for de såkaldte coyotes – menneskesmuglere, der tjener kassen på, at grænsen nu ikke længere kan krydses af hvem som helst, men at det derimod kræver en person med indgående kendskab til det lokale terræn. Ikke overraskende er priserne for denne ’service’ steget markant de seneste tyve år. Udbud og efterspørgselslogikken gør sig også gældende indenfor denne type økonomi. Det vil dog være forkert at fremstille disse coyotes som personer, der kun udnytter immigranterne. Nogle gør selvfølgelig, og de er som regel også de første til at forsvinde, hvis politiet nærmer sig. Men mange immigranter er også dybt taknemmelige over, at deres coyote trods alt har formået at hjælpe dem ind i USA. Man skelner derfor mellem gode og dårlige menneskesmuglere.

For hvad skal man ellers gøre, når man er overbevist om, at fremtiden ligger et andet sted? Det er en dyr fremtid. Men også en lovende en. Og måske i virkeligheden også for lovende. For tilværelsen som illegal immigrant lever sjældent op til forventningerne.

En skjult dagsorden?

Efter næsten tyve år må man konstatere, at strategien ’forebyggelse ved afskrækkelse’ langtfra har forhindret, at folk krydser grænsen. Spørgsmålet er dog, om den nogensinde havde til formål at gøre det?

Antropologen Nicholas De Genova har i mange år argumenteret for, at formålet med den amerikanske immigrationspolitik først og fremmest er at skaffe billig arbejdskraft til industrien og landbruget. Argumentet er omstridt, men det er et faktum, at der er store økonomiske interesser på spil. Og mon ikke begge præsidentkandidater er bevidste om det?

Selv hvis der ikke er en skjult dagsorden bag immigrationspolitikken, er realiteten den, at de ca. 11 millioner illegale immigranter, der p.t. opholder sig i USA, rent faktisk er til fordel for industrien, landbruget og dem, der ønsker billig hushjælp. Der er nemlig meget få job, som immigranterne kan varetage, og de fleste af disse job er i den uformelle sektor, hvor lønningerne er lave og arbejdsforholdene kritisable.

Den nuværende økonomiske krise har ikke hjulpet på situationen, men blot gjort det endnu sværere at finde arbejde. Min egen erfaring fra at udføre feltarbejde blandt illegale immigranter i USA viser, at dette dog ikke er ensbetydende med, at folk vender hjem, når der ikke længere er noget arbejde at få.

I stedet venter man. På bedre tider. På den immigrationsreform der aldrig blev til noget for fem år siden. På at ens børn bliver voksne og forhåbentligt får en uddannelse. Og pludselig vågner man op en morgen og indser at ti, femten eller tyve år er gået.

For mange immigranter forbliver den amerikanske drøm netop det – en drøm, der ikke så let lader sig realisere. Men det betyder ikke, at folk lader sig afskrække fra at krydse grænsen uden de fornødne papirer. Det vil selv en voldgrav fyldt med alligatorer nok ikke kunne forhindre.