Science Cannot Lead the World


 

<--

KLUMME

Rune Lykkeberg: Videnskaben kan ikke lede verden

De autoritære ledere, som har talt imod videnskabelige indsigter og negligeret coronavirus, er blevet indhentet af den fysiske virkelighed. Men det er ikke de eneste autoriteter, som er blevet udfordret af pandemien – det er videnskabsfolkene også, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i denne kommentar.

Der findes en stærk fordom om videnskab i vores samfund. Den er ikke – som kritikere af Trump og visse tilhængere af teorier om det postfaktuelle samfund vil hævde – at folk ikke længere tror på eksperter. Fordommen er omvendt, at videnskaben findes i bestemt ental, at denne videnskab har den definitive sandhed om samfundet, og hvis vi lyttede til videnskaben, ville vi gøre det rigtige.

»Videnskaben er klar,« siger Trumps mange kritikere i USA, om COVID-19. »Lyt til videnskaben,« og »følg videnskaben«.

En måling foretaget af The New York Times viste for nylig, at 76 procent af amerikanerne stoler på, at lederen af The National Institute of Allergy and Infectious Diseases, Anthony Fauci, leverer »præcis information« om pandemien – hvilket kun 26 procent tror, at Donald Trump gør. 72 procent af amerikanerne stoler ifølge Fox News på Faucis håndtering af conoravirus, mens blot 44 procent skulle have tillid til Trumps håndtering. Andre målinger giver endnu mindre opbakning til Trump.

Det er i sig selv interessant, at den fysiske virkelighed har fået et politisk comeback under coronakrisen. Omsider er en klar og tydelig forbindelse mellem det, Trump siger, og det folk oplever i deres hverdagsliv, blevet etableret. Hans løgne bliver ikke blot modsagt af kritikere, men dementeret af begivenheder i den fysiske virkelighed.

Han sagde, det bare var en lille influenza, som ville forsvinde, når det blev godt vejr. Fire måneder senere stiger smittetallet voldsomt i USA, snart er 140.000 amerikanere døde, og landet er socialt og økonomisk totalhærget af pandemien.

Testet på virkeligheden

De, der som Trump i USA og Bolsonaro i Brasilien har fornægtet den kvalificerede viden om virkeligheden, bliver straffet offentligt. Og deres jammerlige ledelse får forfærdelige konsekvenser for deres befolkninger. Og når Trump lyver, tager fejl og angriber videnskaben, er det politisk oplagt at indtage det modsatte synspunkt: Der er én sandhed, den har videnskaben, og den skal vi følge.

Det sjove er, at når Trump siger noget, der faktisk ikke er ufornuftigt, men underbygget af studier – som at skoleåbninger ikke nødvendigvis udgør en stor risiko for udbredelse af pandemien – bliver det også af hans modstandere forkastet som vanvid.

Men det ikke kun de autoritære ledere, som er blevet testet af den fysiske virkelighed. Det er de statslige videnskabsfolks vurderinger også. Og vi har hørt førende forskere og embedsfolk, som udtalte, at pandemien ikke ville komme til deres respektive lande. At man eksempelvis endelig skulle tage på skiferie i februar, og at der ikke var nogen grund til offentlig alarm. Fauci har også taget fejl.

Vi har set stor offentlig opbakning til eksperterne, men vi har også set adskillige eksempler på, at deres vurderinger har været forkerte. Og på nuværende tidspunkt er det jo ikke sådan, at det er gået bedre i Sverige, hvor håndteringen af coronavirus har været styret af den statslige ekspert, end i lande som Danmark, hvor krisehåndteringen har været mere politisk styret.

Fordom om videnskaben

Pointen er ikke, at videnskabsfolkene tager lige så meget fejl som Trump og Bolsonaro. For videnskabsfolkene har ofte selv understreget, at deres viden var usikker og foreløbig. At de var i en erkendelsesproces af et nyt fænomen og hellere talte om scenarier end forudsigelser.

Pointen er, at det er en uvidenskabelig fordom, at videnskaben skulle findes i bestemt ental, som i alle anliggender i samfundet skulle have sandheden, der kan omsættes til politisk handling.

Samfundet er et komplekst fænomen sammensat af mange forskellige vidensområder, og der vil på de forskellige vidensområder ofte være forskellige politiske vurderinger. Man kan som på klimaområdet over tid etablere videnskabelig konsensus om en diagnose, som forpligter til handling. Videnskabsfolk kan komme med anbefalinger og forslag, men videnskaben kan ikke lede verden.

Det vil de fleste forskere være de første til at erkende. Vi skal lytte til videnskaberne, det er rigtigt. Men vi skal lytte til dem som instanser, der leverer kvalificerede præmisser og informationer til en åben og offentlig erkendelsesproces. Og de konklusioner, som er springet til politisk handling, må vi selv drage i fællesskab.

About this publication