The Onslaught against Congress Was an Attack on Democracy, but It Was Not a Coup

<--

Demokratiforsker Jacob Nyrup: Stormløbet mod Kongressen var et angreb på demokratiet – men det var ikke et statskup

12.01.2021

Onsdagens angreb på Kongressen var ikke et forsøg på statskup i politologisk forstand. Truslen mod demokratiet kommer nemlig ikke fra statsapparatet selv. I stedet kommer den fra Trump, hans fanatiske tilhængere og et Republikansk Parti, der i stigende grad er autoritært. Spørgsmålet er nu, om Republikanerne i kølvandet på angrebet vil ændre strategi, stå vagt om demokratiet og fortælle sandheden.

Kommentar af Jacob Nyrup

Den 6. januar 2021 stillede Donald J. Trump sig op foran tusindvis af tilhængere, nogle af dem klædt i militstøj og bærende slagvåben, mens enkelte medbragte deciderede bomber. I en timelang tale fortalte han sine tilhængere, at valget var blevet stjålet fra dem og at det var deres job at tage deres land tilbage. Trump afsluttede sin tale med at bede sine tilhængere om at marchere til Kongressens bygning, selve symbolet på amerikansk demokrati.

Dette startede et stormløb på Kongressen, hvor den vrede pøbel hurtigt overrumplede politiet og fandt vej helt ind til Kongressens hjerte – blot få minutter efter politikerne var blevet evakueret. Dette er den foreløbige kulmination på Trump – og hans Republikanske kollegaers – årelange forsøg på at underminere det amerikanske demokrati, og det rejser spørgsmålet; hvordan står det til med det amerikanske demokrati?

Jeg forsker til daglig i diktaturer og fokuserer på lande som Cuba, Iran og Nordkorea, så når jeg bliver bedt om at skrive om USA, er det et skidt tegn. Den umiddelbare konklusion er derfor også klar: Begivenhederne vi så den 6. januar udgør uden tvivl et angreb på demokratiet. Trumps tilhængere forsøgte at afbryde godkendelsen af valget for at få taberen af præsidentvalget til at forblive præsident.

Var det et statskup?

Det står til gengæld ikke helt klart, hvorvidt der i rent politologisk forstand var tale om et kupforsøg. Det er ikke entydigt i forskningen, hvad der udgør et kup, og stormløbet på Kongressen har foranlediget en heftig debat om netop dette. Men som en grundantagelse kræver de fleste definitioner, herunder den hyppigst brugte fra Powell og Thyne’s store datasæt over kup i historien, at militæret eller andre eliter i statsapparatet deltager i forsøget på ulovlig magtovertagelse.

Dette ser heldigvis ikke ud til at være tilfældet i stormløbet mod Kongressen. I stedet forsøgte politiet at stoppe ekstremisterne fra at trænge ind i bygningen, og en enkelt politimand blev i den forbindelse også på tragisk vis dræbt. Politiet fik derudover – noget forsinket – opbakning fra andre sikkerhedsstyrker.

Mens sikkerhedsstyrkernes indsats rettelig skal kritiseres og det bør undersøges, hvorvidt deres manglende respons skyldes ansvarsforsømmelse eller bevidst underminering af indsatsen, så står det klart, at sikkerhedsstyrkerne ikke deltog aktivt i stormen på Kongressen. Der er heller intet, der tyder på, at militæret ikke vil støtte op om Biden som præsident. Derfor vil den 6. januar næppe blive klassificeret som et statskup blandt politologer.

Nogle vil måske spørge, om det overhovedet betyder noget, hvorvidt vi kalder det et kupforsøg eller ej. Dette svarer jo et eller andet sted til at spørge, om patienten har pest eller kolera. Ud fra en almen betragtning er vedkommende jo alvorligt syg lige meget hvad. Men det springende punkt er selvfølgelig, at hvis vi ønsker at give den korrekte behandling, er det vigtigt at stille den rette diagnose.

Hvis vi kalder angrebet på Kongressen et kupforsøg, så skal vi i det lys fokusere på statsapparatet. Men det vi så udspille sig vil imidlertid nærmere blive betragtet som et oprør eller en opstand. Trump havde ikke den fornødne kontrol over sikkerhedsapparatet. Dette viste sig blandt andet ved, at tidligere forsvarsministre advarede Trump mod at bruge militæret. Hermed adskiller Trump sig fra autoritære åndsfæller så som Vladimir Putin, Alexander Lukashenko og Nicolas Maduro, der alle – indtil videre – kan regne med at have statsapparatet i ryggen i tilspidsede situationer. I stedet måtte Trump sætte sin lid til det (forhåbentligt) sidste våben i hans arsenal, hans fanatiske tilhængere, i et desperat forsøg på at blive ved magten.

Den store løgn

Selvom det er let at trække på smilebåndet overfor personerne, der iført fjollede kostumer løb rundt i Kongressen og tog selfies, er det vigtigt ikke at undervurdere truslen, både i den konkrete situation og på længere sigt. Det har efterfølgende vist sig, at der blandt de mere ”uskyldige” ekstremister var trænede militsgrupper, der gik målrettet efter politikere. Små ting, som hvorvidt ekstremisterne drejede til højre det rigtige sted, afgjorde hvorvidt det udviklede sig til en massakre.

På den længere bane bliver USA nødt til at forholde sig til, at der er en stor del af amerikanerne, som har forladt virkeligheden og i stedet stoler blindt på Trump. Trump har gennem de sidste fire år forsøgt at etablere en alternativ virkelighed, hvor han alene dikterer sandheden. Dette har han gjort ved konstant at lyve og kalde de etablerede medier for ”fake news” – et skræmmende ekko fra nazisternes begreb ’Lügenpresse’. Trumps virkelighed bliver gentaget af både partifæller og højreorienterede medier, og forskning fra blandt andet Graham og Svolik viser, at en stor andel af amerikanerne, såvel Republikanere som Demokrater, sætter partiet over demokratiet. Dette skaber ifølge den politiske filosof og tænker Hannah Arendt grobunden for totalitarisme:

“Det ideelle individ for totalitær kontrol er ikke den overbevist nazist eller den overbevist kommunist, men mennesker for hvem forskellen mellem fakta og fiktion (dvs. virkeligheden af ens egne oplevelser) og sondringen mellem sandt og falsk (dvs. kriterier for ens tænkning) ikke længere eksisterer”

Trump kapitaliserede på denne opløsning af en objektiv virkelighed og den ekstreme polarisering efter sit valgnederlag. Han promoverede, hvad Timothy Snyder, en historiker ved Yale University, kalder den store løgn: nemlig at Trump havde vundet valget, men var blevet snydt for sejren. Meningsmålinger viser, at et stort flertal af Republikanerne tror på dette og en del af disse tog dette til den yderste konsekvens den 6. januar. Enkelte mistede livet, og mange flere kan se frem til store fængselsstraffe.

Det Republikanske Parti og en ny præsident

I lyset af løgnen giver ekstremisternes handlinger god mening; de forsøgte jo at redde USA ved at afsætte det korrupte system, som fratog dem deres sejr. Men det er nu op til USA og i særdeleshed Republikanerne at forholde sig til dette.

Ny forskning viser, at det Republikanske parti i stigende grad er blevet et autoritært parti, der minder om det ungarske Fidesz eller det tyrkiske AKP. Dette ses blandt andet ved, at de op til valget forsøgte at fjerne stemmeretten for bestemte grupper af vælgere samt ved deres antidemokratiske retorik. Vi så det også den 6. januar, da en gruppe af Republikanske lovgivere nægtede at anerkende Bidens sejr på grund af ubegrundede anklager om valgsvindel. I deres øjne er det kun demokrati, hvis de selv vinder.

Spørgsmålet er nu, om Republikanerne vil ændre strategi, stå vagt om demokratiet og fortælle sandheden. Dernæst er det vigtigt, at de amerikanske vælgere straffer dem, hvis de ikke gør det. Hvorvidt dette bliver tilfældet, er svært at svare på, fordi det afhænger af en række faktorer med mange ubekendte. Bliver Trump holdt til ansvar? Stiller Trump op i 2024? Hvem tager stafetten efter Trump? Vil højreekstremister gennemføre terrorhandlinger? Vurderer Republikanerne at ekstremisme ikke er en farbar vej til at vinde valg? Vil det lykkedes at korrumpere selve institutionerne? Vi kan kun gisne om disse ting.

Selvom optøjerne er foruroligende og vil stå som en skamplet i historiebøgerne, er det værd at huske på, at det amerikanske demokrati på trods af dette tilbagefald for nyligt har vist svage sundhedstegn. Dette så vi senest ved senatsvalgene i Georgia, en traditionel Republikansk højborg. Her vandt to Demokratiske kandidater over deres Republikanske modstandere, der begge er Trump-loyalister. Sejrene giver Demokraterne flertal i begge kamre og dermed mulighed for at gennemføre demokratiske reformer.

Samtidig viser senatsvalgene, at Republikanerne står svagt, når de lægger sig for tæt op ad Trumps agenda. Tilmed er der selve præsidentvalget, hvor Trump tabte. Dette på trods af, at valgsystemet favoriserer Republikanerne og at det historisk set er meget usædvanligt, at en siddende præsident taber. Nederlaget skal derudover ses i lyset af, at Trump og hans kumpaner både før og efter valget forsøgte at lægge et enormt pres på valgsystemet ved blandt andet at erklære snyd, forsøge at få vælgere diskvalificeret, gennemføre søgsmål og ved decideret at prøve at presse embedsmænd til at omstøde valget. Trump fik rigtignok nogle vælgere til at tro på, at han havde vundet valget, men han var ude af stand til at få institutionerne til at bukke under for hans vilje.

USA har derfor stadigvæk frie valg, hvor befolkningen kan vælge deres leder, og netop derfor ser Joe Biden ud til at blive USA’s næste præsident. Dette blev også bekræftet efter stormen på Kongressen. Hen ad aftenen lykkedes det sikkerhedsstyrkerne at sikre bygningen, så begge kamre kunne bekræfte, at vælgerne har valgt Biden som den næste præsident. USA’s demokrati lever lidt endnu.