Will the United States Once Again Reclaim Its Global Leadership Role?

<--

Kan USA igen sætte sig for bordenden i international politik?

Efter fire år med Trump ved verden som minimum én ting: USA har – i hvert fald midlertidigt – mistet sin moralske stemme og status som foregangsland. Washington står i øjeblikket alene på en række spørgsmål og er ikke engang med ved bordet, når verden taler om fx klima og sundhed. Biden lover en ny linje for USA’s status og rolle i verden, men det står endnu ikke klart, om tiden er løbet fra idéen om USA som klodens førende magt.

Fire år til med Donald Trump kunne for alvor have ændret verdens geopolitiske struktur – eller i hvert fald have svækket USA internationalt yderligere endnu. Selv om titlen som verdens vigtigste magt var udfordret allerede inden, Trump trådte til i 2017, har han med sin ’America First’-doktrin for alvor mindsket landets rolle i verden. Allerede som kandidat til embedet, gjorde Trump det klart, at hans præsidentskab skulle dreje sig om USA og amerikanerne, og at landets samspil med resten af verden skulle ses gennem prismen what’s in it for us. At det så også på længere sigt betød, at USA ville miste indflydelse, syntes den kortsigtede, aftrædende præsident at være ligeglad med.

Washington havde ifølge Trump i for lang tid brugt for mange penge og for meget energi på uduelige alliancer og organisationer, som ikke gav nok igen. Det skulle være slut med at spille verdens politimand og forsvarer af fjerne befolkningers rettigheder. Dette grundlæggende skift i opfattelsen og prioriteringen af amerikansk udenrigspolitik har i de sidste fire år blot udmøntet sig i en tilbagetrækning fra den diplomatiske scene, en udmeldelse af diverse samarbejder og nedskalering af ressourcer brugt på internationalt arbejde. Denne indstilling vil med sikkerhed ændre sig under Bidens administration. Ved udvælgelsen af sit sikkerheds- og udenrigspolitiske team sagde den nyvalgte præsident således også i en tale, at USA var ”klar til at lede verden – ikke trække sig tilbage fra den”.

Demoraliseret foreign service

Siden Anden Verdenskrig har USA siddet hårdt på verdens diplomatiske trone – måske kun udfordret af Sovjetunionen under den kolde krig. Denne dominans bunder frem for alt i landets økonomiske, militære og politiske magt. At opretholde denne status kræver derudover en indsats og et globalt apparat med fangarme ud i alle afkroge af verden. USA’s udenrigstjeneste har i årtier været verdens absolut største, kun i de sidste par år overgået af Kinas. Udenrigsministeriet i Washington D.C. er et enormt kompleks med omkring 5.000 ansatte, der fører tilsyn med over 270 repræsentationer i hele verden (Danmark har til sammenligning 103). Fra Freetown til Jakarta er USA’s ambassade ofte den med de bedste efterretninger og den skarpeste analyse af situationen, samt direkte linje til de lokale ledere.

Men dette enorme apparat – den tidligere stolte foreign service – er blevet reduceret og demoraliseret under Trump. Mens han med fuldt overlæg har ladet mange ambassadørstillinger og nøgleposter i Washington stå tomme, har der været en decideret udvandring af rangerende diplomater, som ikke kunne se sig selv som repræsentanter for administrationen, der forlod i frustration eller blev presset til at sige op.

Det har været tydeligt fra starten, at Trump heller ikke har haft det store til overs for diplomater eller diplomatiets rolle. Hans første udenrigsminister, Rex Tillerson, kom fra en lederpost i olieindustrien og fik primært til opgave at barbere en stor del af udenrigstjenestens budget ned. Han blev aldrig populær blandt de ansatte og blev fyret relativt hurtigt, da han heller ikke formåede at blive en del af Trumps inderkreds.

Hans efterfølger, Mike Pompeo, har haft mere held med at være i kridthuset hus den utilregnelige præsident og blev en af hans mest tro væbnere. Men Pompeo skuffede mange i Foggy Bottom – som Udenrigsministeriet også kaldes – da han godtog Trumps tilsvining af flere ansatte i Ukraine-sagen. I øvrigt har han stået i spidsen for en udenrigspolitik og en stil, som selv inkarnerede tjenestemænd har haft svært ved at fordøje. Den klassiske diplomat sætter nemlig pris på dyder som erfaring, pli, tålmodighed og forståelse for historie, kultur og geografi – ikke just karaktertræk, der har været kendetegnende for Trump og hans udenrigspolitiske team.

Foregangsland?

USA er ikke bare en supermagt i kraft af sit militær, sin økonomi og et enormt embedsapparat. Amerika repræsenterer fortsat noget helt særligt for mange mennesker i hele verden: et multikulturelt eksperiment og et sted hvor man kan udleve sine drømme og leve i frihed. I årtier har Washington fremstået som verdens moralske vogter. Selvom landets renommé er plettet ved krige, støtte til adskillige diktatorer og en hyklerisk rolle i Cuba, Mellemøsten og andre steder, har USA generelt været at finde på den rigtige side af historien og som foregangsland for demokratiske principper og det internationale system, vi kender i dag.

Uden USA havde vi ikke haft FN, NATO, afkolonisering, menneskerettighedserklæringen og utallige fredsaftaler. Ronald Reagan talte om ”den skinnende by på bakketoppen” og George Bush senior om ”tusind lysende punkter” i deres beskrivelser af deres elskede fædreland. Et land, der stod som et lysende eksempel for resten af verden. I en tale til et vælgermøde for et par år siden, hånede Trump Bushs beskrivelse og sagde, at han aldrig rigtigt havde forstået det med de lysende punkter. Selvfølgelig havde han ikke det. ”Jeg ved én ting”, sagde han videre, ”Make America Great Again forstår vi. Sætte Amerika først forstår vi”.

Til gengæld ved verden én ting efter fire år med Trump: USA har – i hvert fald midlertidigt – mistet sin moralske stemme og status som foregangsland. Da Pompeo i december måned beskrev Venezuelas valg som svindel og bedrag, klingede det ikke bare hult, men forekom nærmest latterligt. Kan USA virkelig tillade sig – ikke mindst efter stormløbet på Kongressen d. 6. januar – at belære andre om, hvordan et velfungerende demokrati skal se ud?

Mens Washingtons nærmeste allierede fordømte stormløberne, så lande som Kina, Iran, Rusland og Zimbabwe da også hurtigt deres snit til at håne USA’s demokrati og sætte spørgsmålstegn ved administrationens kritik af andre regeringers måde at lede deres lande.

Venner med diktatorer

I lyset af Trumps tvivlsomme opfattelse af demokrati, kan det ikke undre, at han synes at være i bedre selskab med diktatorer end med folkevalgte ledere. Mens han jævnligt har nedgjort eller fornærmet nære allierede, har han udtrykt stor respekt for autoritære karakterer som Duterte i Filippinerne, al-Sisi i Egypten og Erdoğan i Tyrkiet. Denne leflen for stærke mænd går hånd i hånd med Trumps ringeagt for menneskerettigheder og en fri presse.

Præsidenten har oftest forholdt sig aldeles tavs, når krænkelser er blevet begået af lande, som USA har et strategisk eller økonomisk godt forhold til. Efter det bestialske mord på den regeringskritiske journalist Jamal Khashoggi på det saudiarabiske konsulat i Istanbul – som med al sandsynlighed var beordret af kronprins Mohammed bin Salman – gled Trump af på alle spørgsmål fra pressen.

Og efter drabet på Khashoggi udløste raseri blandt amerikanske lovgivere fra begge partier, omgik Trump Kongressen for at gennemføre en milliardhandel af præcisionsstyrede missiler og andre højteknologiske våben til kongedømmet. I et senere interview med journalisten Bob Woodward pralede præsidenten: ”Det lykkedes mig at få Kongressen til at lade kronprinsen være i fred. Jeg fik dem til at stoppe. Jeg reddede hans røv”.

”Unfair” aftaler

Et nøglepunkt i Trumps kampagne i 2016 var, at han ville trække USA ud af adskillige ”unfair” aftaler og forhandle sig frem til noget meget bedre i stedet. Han levede i den grad op til den første del af valgløftet og forlod meget hurtigt Paris-aftalen, Iran-aftalen, INF-atomaftalen med Rusland, adskillige store handelsaftaler og flere FN-agenturer. Men bortset fra nogle handelsaftaler er der ikke kommet noget andet i stedet.

Washington står derimod alene på en række spørgsmål og er ikke engang med ved bordet, når verden taler klima og sundhed mv. USA er ikke længere en afgørende aktør i Syrien og andre konfliktområder, og i november annoncerede Trump en yderligere reduktion af det efterhånden beskedne antal styrker i Irak og Afghanistan trods advarsler fra NATO’s generalsekretær og ledende Republikanske senatorer. Præsidentens beslutninger synes ikke at have være baseret på strategiske overvejelser men rettere idéen om America First, og at udenrigpolitik kan gøres op i hård valuta.

Et af Trump-administrationens få aktive områder udenrigspolitisk har været indsatsen for at normalisere forholdet mellem Israel og en række arabiske lande. Det er svært at kritisere, at Israel med de seneste aftaler med bl.a. Bahrain, Emiraterne og Marokko udvider kredsen af naboer, der er villige til at skrive under på, at de ikke længere ønsker Israel slettet af landkortet. Men det er ligeledes svært at se bort fra, at det er sket på bekostning af palæstinenserne, Vestsahara og flere aktivister i den arabiske verden. Aftalerne er dels kommet på plads under pres eller med løfter om militær og økonomisk støtte, som vil styrke autoritære ledere og lukke ned for debatten om gængse frihedsrettigheder i regionen.

I Sudan, hvor de kæmper en brav kamp for at styre i retningen af demokrati, gjorde USA det til et krav, at regeringen indgik en aftale med Israel, hvis den ønskede at frigøre sig fra årtier gamle og økonomisk katastrofale sanktioner. Normaliseringsaftalen, der blev underskrevet i oktober, kan gøre den nye ledelse upopulær, føre til ustabilitet og i værste fald være med til at sætte overgangen til en civil regering over styr.

Det er tydeligt, at Trump ikke har haft tålmodigheden til det lange seje træk som fredsinitiativer og diplomati kræver. Indsatsen i Nordkorea nåede aldrig at blive meget andet end en række ”historiske” fotos af Trump og Kim Jong-un, der smilende krydser grænsen mellem nord og syd. Da man ved det tredje topmøde ikke kunne komme til en fuld aftale – noget der gerne tager års diplomatisk arbejde – mistede den amerikanske præsident interessen, og dialogen stoppede. Kim har siden bekendtgjort, at han agter at udvide landets beholdning af atomvåben.

Unilateralisten

Det er vist ikke en overdrivelse at sige, at Trump heller ikke har været interesseret i multilateralt samarbejde; tydeligst har han stærkt nedprioriteret og til tider aktivt modarbejdet FN. Det hjalp nok heller ikke på forholdet, at Trump under sin tale til generalforsamlingen i 2018 blev modtaget med latter, da han pralende påstod, at hans regering på under to år havde opnået mere end nogen anden i USA’s historie. Trump har meldt USA ud af UNESCO, UNHCR, FN’s menneskerettighedsråd, samt WHO. Internt har han derudover degraderet posten som FN-ambassadør, som ikke længere er en del af kabinettet.

Kina har derimod gjort sit for at udfylde tomrummet fra USA og er lykkedes med at få adskillige nøgleposter besat af kinesere og påvirke debatten i FN i sin retning. Hvor Kina indtil for nylig fokuserede på udvikling og ”bløde” emner, er man nu begyndt at blande sig i sikkerhedspolitiske spørgsmål, såsom Syrien, og deltage aktivt i FN’s fredsbevarende operationer. Også her har USA altså mistet sin sædvanlige og nærmest naturlige lederrolle.

Forventninger

Selv om der kommer til at være naturlige begrænsninger for præsident Bidens udenrigspolitik, er der ingen tvivl om, at vi kommer til at opleve en mere forudsigelig linje. Man kan formentligt regne med, at Biden vil vende tilbage til Paris-aftalen og forhandlinger med Iran, mere aktivt vil promovere demokrati og menneskerettigheder, genopbygge bånd til USA’s traditionelle allierede, samt forsøge at tage teten i det multilaterale system.

Den nyvalgte præsident er – qua 36 år i senatet og otte år som Obamas stedfortræder – en gammel ørn i faget og har nære kontakter fra Beijing til Berlin. Han står for en klassisk amerikansk udenrigspolitik baseret på nationale interesser, som inkluderer en verdensorden med nogenlunde demokratiske principper og respekt for menneskerettigheder. Ikke kun af ideologiske årsager men fordi det giver stabilitet, hvilket i sidste ende også er til USA’s økonomiske og sikkerhedspolitiske fordel.

Der er vist ingen tvivl om, at Bidens hold hurtigt kan gøre meget for at genoprette USA’s anerkendelse internationalt. Det samme skete under Obama efter årene med Bush, der havde skadet USA’s omdømme efter den upopulære Irak-krig og administrationens arrogante tilgang til både allierede og fjender. Der er sikkert mange verdensledere – ikke mindst blandt USA’s nærmeste partnere i Europa – som glæder sig til en mere pålidelig præsident i Washington og en dialog med tyngde og nuancer efter Trumps simple retorik. Udenrigstjenesten vil formentlig også blive styrket igen, i hvert fald vil Biden nok besætte de mange ledige stillinger i Udenrigsministeriet og de tomme ambassadørposter ude i verden.

Den nyvalgte præsident har allerede nomineret sit ’national security team’: et hold af erfarne og respekterede karrierediplomater og tjenestemænd, der kender hinanden og har arbejdet sammen i årevis. Et sammenhængende og kompetent team, sagde Trumps tidligere nationale sikkerhedrådgiver John Bolton til CNN efter nomineringerne. Og dette kommer fra en berygtet høg og unilateralist, der er at finde på den yderste højrefløj af Repuplikansk udenrigspolitik.

Udenrigsminister Pompeo har derimod – ikke overraskende – hånet sine efterfølgere og sagt, at de lever i en ”fantasi-verden” og engagerer sig i ”multilateralisme for at kunne hænge ud med deres venner til en cool cocktailfest”. Kommentaren siger i virkeligheden nok mere om Pompeo selv end om det kommende team.

Men hvor langt kan Biden gå i sin progressive klimapolitik og ude i verden mere generelt? Ifølge forfatningen har den amerikanske præsident temmeligt mange beføjelser inden for udenrigspolitik og kan sætte den generelle tone og vælge sine allierede og sine fjender. Men det er Kongressen, der godkender de udenrigspolitiske udnævnelser, ratificerer internationale aftaler og godkender det anseelige budget for indsatser uden for USA’s grænser. Og med den vedblivende – hvis ikke tiltagende – polarisering i landet er det muligt, at Republikanske medlemmer af Kongressen vil gøre, hvad de kan for at sætte en kæp i hjulet på Bidens udenrigspolitik.

Derudover kan det heller ikke fornægtes, at verden ændrer sig kontinuerligt og hurtigt, og at den allerede ser anderledes ud, end da Biden sidst sad i Det Hvide Hus under Obama for bare fire år siden. USA har allerede mistet både indflydelse og anerkendelse, og er i øjeblikket opslugt af en COVID-19 krise, som i den grad udstiller landets svagheder, samt en ideologisk kamp som har splittet befolkningen i forhold til spørgsmål om race, ulighed, migration, folkesundhed og meget mere.

Harvard-professoren Stephen M. Walt påpegede for nylig i en artikel i Foreign Policy, at verden ikke længere er så unipolar som dengang USA sad på 30 pct. af verdensøkonomien og var respekteret for dets kompetence og diplomatiske evner. Han mente derfor, at Biden og hans team måske tog munden for fuld, når de sagde, at USA atter skulle ”sidde for enden af bordet” i internationale sammenhænge, redde kvinder og piger i verdens afkroge, bekæmpe korruption og inspirere befolkninger til at ville leve i frihed.

Rusland og Kina har en anden dagsorden og er allerede rykket ind og har udfyldt tomrummet efterladt af Trump i en række konflikter og globale spørgsmål. Og det er ikke bare andre regeringer, der truer USA’s hegemoni i verden – tech- og andre mega-firmaer har ikke bare enorm indflydelse på verdens gang, men har gjort begreberne magt og kontrol mere diffuse end nogensinde før. Twitters nylige blokering af Trump viste i den grad – hvis vi ikke allerede var klar over det – at lederne af de største sociale medier har adgang til en særlig form for magt, som lederne af verdens største lande ikke engang kan drømme om.

Et andet spørgsmål handler om, hvorvidt verden stadig kan stole på og regne med USA. Er tilliden brudt? Selv om man nu er sikret fire år med Biden og en formodentlig pålidelig udenrigspolitik og vilje til at samarbejde og handle ud fra fælles værdier og principper, kan Washingtons allierede ikke vide sig sikre på, hvad der sker om endnu fire år. Med over 74 millioner vælgere, der stemte på Trump, kommer man ikke uden om, at trumpismen lever videre. Det kan derfor ikke udelukkes, at enten den afgående præsidents søn, Donald Jr., eller en lignende populist overtager magten om fire eller otte år og igen vil prioritere America First og droppe nogle af de aftaler, som Biden vil indgå i eller vende tilbage til.

Alt i alt skal vi derfor nok ikke forvente, at alt vender tilbage til en stabil verdensorden med USA ved roret. Men ikke desto mindre kan man håbe på en betydelig ændring i USA’s engagement i verden. Bidens kandidat til posten som FN-ambassadør, Linda Thomas-Greenfield – en højt respekteret karrierediplomat og en af dem, der forlod Udenrigsministeriet under Trump – sendte for nogle uger siden i en tale en sigende besked til verdens diplomater, som hun mente var blevet marginaliseret og skændet i de seneste år: ”Amerika er tilbage. Multilateralisme er tilbage. Diplomatiet er tilbage”.

About this publication