Inclusive Capitalism: You May As Well Get Used to It

<--

Af Erik Algreen, co af Headlight, executive coach og iværksætter

Ulighederne i verden er blevet for store. Det er tydeligt for de fleste af os. Både for dem, der ud fra en global betragtning befinder sig i toppen, og for dem i bunden af ulighederne.

Uligheden er primært opstået ved, at dem i toppen har været bedre til at handle end dem i bunden. Det betyder naturligvis, at de, der har været bedst, har fået meget, og de, der har været dårligst til at handle, ingenting har.

Og da alle handlerne er gennemført ved hjælp at det økonomiske system, vi kender som kapitalisme, vil jeg foreslå, at vi retter det system til. Altså opdaterer kapitalismen. Det overordnede formål er at skabe en mere balanceret verden og få et fælles, stærkt greb om klimaforandringerne.

Da jeg ikke er økonom, men en meget idealistisk coach, vil jeg give mit bud på de væsentligste perspektiver, som jeg ser dem.

Et af perspektiverne, der er værd at overveje, er, om vi er bedst tjent med at efterstræbe levestandard eller livskvalitet. Jeg er sikker på, at det ikke er bæredygtigt for verden, at Elon Musk personligt er god for 1.300 milliarder danske kroner. Verden ser ikke ud til at kunne balancere så store forskelle i velstand. Og når vi alle hylder Musk og vil have mere ligesom ham, bliver det på bekostning af de svageste i verden og vores klode. Jeg har snart været på jorden i 60 år, og mine øjne og ører har været vidt åbne det meste af tiden. Jeg har med masser af begejstring og nysgerrighed gjort en stor indsats for at forstå, hvordan det hele hænger sammen, og hvorfor vi er på jorden.

Og mit bedste bud er, at vi er her for at lære og for at leve sammen med andre. Jeg tror ikke, vi er sat på jorden for at tjene flere penge end de andre.

Gennem de seneste 20 år som executive coach har jeg stillet mange af mine klienter følgende spørgsmål: »Hvor mange penge er nok for dig?« Jeg spørger dem, fordi spørgsmålet skaber en sjælden og væsentlig overvejelse.

Ofte er svaret overraskende, fordi det tit viser sig, at beløbet er lavere og lettere at komme til, end man forestiller sig. På den måde bliver pengedrømmen til en rationel og realistisk beregning, som skaber ro og balance. Og så kan man i stedet tage fat på alle de andre drømme, man gerne vil realisere.

Min gode ven og kollega TJ og jeg har gennem de seneste ti år haft mange spændende samtaler om forskellene på Danmark og USA. Da jeg selv flyttede hjem til Danmark efter fire år i USA og de første par år tænkte meget over forskellene, havde jeg et klart billede: Hvis de to lande kunne mødes og smitte positivt af på hinanden, så ville jeg ønske, at vores danske version af solidaritet smittede af på dem, og at deres version af individuel selvstændighed kunne smitte af på os. Så ville det være rigtigt godt for begge parter.

TJ er nogenlunde enig med mig. Han bor i Danmark på ottende år, men er oprindeligt fra North Carolina. Han inspirerede mig meget, da han i starten af vores venskab foreslog, at forskellen også kan ses ud fra de to samfunds forskellige aspirationer. De fleste amerikaneres måleenhed er levestandard, mens de fleste danskeres er livskvalitet.

Og når man tænker videre over den forskel, besvarer det mange af de spørgsmål, som vi har til hinandens måder at leve på.

Da Barack Obama forleden var gæst hos Trevor Noah i tv-programmet The Daily Show, brugte han Danmark som eksempel, da han talte om »inclusive capitalism«. Og jeg tænker, at han mener, at vi i Danmark står for »inklusiv« og USA for »kapitalisme«.

COP27 viste det i global skala forleden, da 130 fattige lande bad de rige lande om økonomisk hjælp. De foreslog, at de rige lande smed penge i kassen og dermed brugte en del af deres overskud på de fattige landes underskud. Umiddelbart let at forstå og vel også rimeligt, da rige lande har været de suverænt største forbrugere. Det ville for mig være et eksempel på »inklusiv kapitalisme«.

Jeg forestiller mig en fremtid i min virksomhed, hvor den maksimale profit skal ligge på ti procent i stedet for at jagte en profit på 20, 30 eller 50 procent. Erhvervslivet vil ikke give mit firma titler som »unicorn« eller »moonshot«, men pyt med det.

Til gengæld giver det plads til, at der er penge at tjene for andre end mig. Og hvem ved, måske kan vi også arbejde lidt færre timer. Og så har vi en slags »inklusiv kapitalisme«.

Hvor mange penge er nok for dig?

Erik Algreen er medstifter af Headlight, executive coach og iværksætter

About this publication