Biden Faces an Enormous Question: How Do You Heal a Nation?

<--

Klokken 8 søndag morgen i Washington holdt en pick-up-truck pænt parkeret på Vermont Street, der fører ned til bykernen med Det Hvide Hus og Senatet. Bilen var prydet med skilte og slagord. “Hvorfor dette åndsvage cover-up?” stod der på et skilt i vinduet,“Det er skørt.” På bilen hang også efterlysninger af børn, der, måtte man forstå, var kidnappet af den satanistiske, pædofile elite, der arbejder i det skjulte for at opnå verdensherredømmet.

“HELP!”, stod der med store hvide bogstaver langs en af bildørene.

Men hjælpen udeblev tilsyneladende. Bilens ejer hørte indlysende til blandt dem, der er overbeviste om sandfærdigheden af QAnon – konspirationen, der var med til at antænde pøbelstormen på den amerikanske kongresbygning 6. januar. Op til den sidste søndag inden Joe Bidens indsættelse drømte Q-tilhængerne og andre hardcore Trump-tilhængere om at gentage det succesfulde stormløb. Flyers for en ‘Million Militia March’ havde floreret med opfordringer til at møde op bevæbnet.

Men i mellemtiden havde en anden magtfaktor i det amerikanske samfund indtaget hovedstaden. Mindre end 100 meter fra den parkerede QAnon-prydede bil holdt en camuflagefarvet militærtruck parkeret på tværs af Vermont Street, bag den stod en mur af betonklodser, bag dem løb et klatresikret hegn på tværs, og bag ved hegnet ventede en gruppe politimænd. Tættere på den amerikanske statsmagts vigtigste bygninger ventede flere mure, flere hegn og 25.000 soldater. Hvilket er flere, end der befinder sig i Afghanistan og Irak tilsammen. Selv Dunkin’ Doughnuts havde overgivet sig og lukket for kaffesalget.

Det lykkedes med andre ord det amerikanske politi og sikkerhedsapparat at forhindre vrede borgere i at udløse voldelige konflikter i gaderne i Washington og USA’s andre magtcentre. Denne gang var de ansvarlige forberedte, og alle konflikter blev afværget.

Den kommende tid er det præsident Joe Bidens ambition at gøre præcis det samme; bare med et sigte, der er større end Washington D. C. Nu handler det om USA som sådan.

Lørdag den 7. november – dagen, hvor det stod klart, at Joe Biden havde vundet det amerikanske præsidentvalg – holdt han en tale i sin hjemstat Delawares største by, Wilmington. Han talte om, at det var på tide at lytte igen og lægge den hårde retorik væk. At det var tid til at se sine politiske modstandere som netop dét og ikke som fjender. Den nyvalgte president-elect, som de kalder det i USA, slog en favnende tone an.

Ambitionen om at genforene de forenede stater har været Joe Bidens helt grundlæggende budskab i de måneder, der er gået siden talen i Wilmington. Igen og igen har han talt om, at han vil være præsident for alle amerikanere, også de millioner, som hellere så Donald Trump tage fire år mere. Han har igen og igen sagt, at det er tid til at helbrede Amerika.

Men det kan jo godt være, det bliver svært.

Onsdag den 6. januar blev kongresbygningen i Washington D.C. overløbet af hundredvis af vrede Trump-støtter, som, opmuntret af deres slagne præsident og store dele af hans republikanske parti afviste Joe Bidens valgsejr. Verden måbede, mens kampklædte mænd tvang kongresmedlemmer og endda vicepræsident Mike Pence til at gemme sig. Fem mennesker, herunder en politibetjent, mistede livet. Optøjerne manifesterede en løs sammenslutning af grupper i det amerikanske samfund, der med voksende hastighed har bevæget sig væk fra fællesskabet, længere ned i internettet, længere ud i medielandskabet, længere over i en parallel virkelighed. Imens er Bidens eget parti ved at stille Trump for en rigsret, anklaget for at opildne til angrebet på Kongressen, og der er dem, der mener, at selv om der er brug for både et åndeligt og retsligt opgør med præsidenten, så vil endnu et juridisk slagsmål kun skubbe amerikanerne yderligere fra hinanden.

Joe Biden står over for et enormt spørgsmål: Hvordan helbreder man et land?

Præcis en uge inden Joe Biden formelt skal indsættes, ringer jeg til Alan Steinberg. Han er pensioneret statskundskabsprofessor ved Monmouth University i New Jersey og tidligere topembedsmand i George W. Bush’ regering. Livstidsrepublikaner og nu politisk kommentator. Han vil helst tale med videofunktionen slået til, siger han under en sixpence og et par virkelig buskede øjenbryn, da vi får kontakt.

“Jeg kan se mig selv og et billede af dig.” Han griner. “Du ser meget bedre ud, end jeg gør, det er derfor, jeg meget hellere vil se på dig.”

Alan Steinberg er bekymret for sit land. Selv om der er lyspunkter.

“Jeg tror, at Joe Biden bliver en virkelig god præsident,” siger han. “Jeg tror, han er præcis, hvad Amerika har brug for lige nu. Men jeg er bekymret. Jeg mener, at de trumpske republikanere er autoritære. Jeg mener, at autoritarisme og fascisme har haft fremgang, ligesom racisme har det, i det republikanske parti.”

Steinberg er en arg kritiker af Trumps republikanske parti, han udgiver klummer og essays i de amerikanske tidsskrifter og sender nyhedsbreve ud til alle sine gamle republikanske venner. Nogle af dem mister han, andre holder fast. Han taler om, hvordan Liz Cheney, magtfuldt medlem af Repræsentanternes Hus og datter af tidligere vicepræsident Dick Cheney, har brudt med præsidenten i forbindelse med den aktuelle rigsretssag. Det er han glad for, Cheney-familien har han kendt nærmest for evigt, og det giver ham et håb om, at det gamle parti stadig findes et sted derinde.

“Den nye konservatisme er ikke konservatisme. Den er autoritarisme og racisme. Så mens jeg tror, at vi til sidst vil triumfere, så er jeg meget bekymret.”

Den 6. januar sad Alan Steinberg klinet til sit fjernsyn.

“Jeg var skrækslagen,” siger han, “for jeg så jo, hvordan de her optøjer kom ud af kontrol. Og jeg ved, hvordan de her oprørere tænker. De har ingen samvittighed. De er onde, hver og en. Det amerikanske demokrati betyder meget for mig, jeg er barnebarn af immigranter. Mine bedsteforældre kom til dette land og skattede demokratiet, retten til at stemme, retsstaten. Disse mennesker er imod retsstaten. De har adopteret den amerikanske fascismes credo. Det er det rigtige ord for det: amerikansk fascisme.”

Demokraterne i Repræsentanternes Hus har nu sammen med ti republikanere, blandt andet altså Liz Cheney, stillet præsidenten for en rigsret. Det er anden gang på to år, han står i den situation, sidst var i efteråret 2019, hvor han stod anklaget for at misbrugt sin magt til at presse den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, til at undersøge daværende præsidentkandidat Joe Biden og hans søn, Hunter Biden, for kriminelle aktiviteter. Denne gang beskylder man ham for at have tilskyndet de af hans støtter, som begik ulovligheder den 6. januar, til at “gå ned mod Kongressen,” som han sagde ved et rally samme morgen, “og jeg vil være der sammen med jer. Vi går ned mod Kongressen og hepper på vores modige senatorer og kongresmedlemmer. Vi kommer nok ikke til at heppe så meget på andre af dem, for man kan ikke tage vores land tilbage med svaghed. Man bliver nødt til at vise styrke, man bliver nødt til at være stærk.”

I de efterfølgende dage var Joe Biden så afdæmpet, at alle kunne høre det. Biden holdt i vid udstrækning sine tanker om rigsretten for sig selv for i stedet at tale om bekæmpelse af coronapandemien og den økonomiske krise. Han har talt med Republikanernes leder i senatet, Mitch McConnell, der på dagen for optøjerne brød med Donald Trump, om muligheden for at køre en rigsretssag simultant med Senatets almindelige arbejde. Det giver mening, for coronapandemien kræver, at Bidens regering kommer flyvende ud af starthullerne, og alle nye ministre skal godkendes i Senatet.

Der er mange holdninger til Joe Bidens tilbageholdenhed i spørgsmålet om rigsretssagen mod hans forgænger.

På den ene side er der dem, der mener, at Joe Biden må træde i karakter og stille sig i spidsen for et opgør med præsidenten. At USA ikke kommer videre, før Trump og Trumpismen er besejret. På den anden side er der dem, der mener, at en rigsretssag med under en uge tilbage af Trumps præsidentperiode for det første ikke er besværet værd og for det andet blot er udtryk for venstrefløjens behov for at hævne sig.

Alan Steinberg lægger sig umiddelbart et sted i midten.

“Så længe han ikke står som bagmanden bag en rigsretssag, vil det være fint,” siger han. “Jeg synes, han håndterer det helt rigtigt. Man skal forstå, at Biden er en mand af Senatet. Han vil aldrig se ud, som om han blander sig i Senatets arbejde. Men samtidig vil han ikke sige til Senatet, at de ikke skal dømme Trump. Jeg synes, han går balancegangen helt rigtigt.”

Som mange andre politiske tænkere og observatører i USA har Alan Steinberg dog, også en holdning til rigsretssagen, der taler ind i noget større end ministerudnævnelser, besvær, hævn og respekt for Senatets arbejde. Denne holdning lyder, at en rigsretssag ville gå stik imod opfyldelsen af det, som altså er Joe Bidens formulerede mål: at helbrede Amerika.

64 procent af amerikanerne mener, at Joe Biden har gjort det godt, siden han vandt valget i november. 68 procent mener ikke, at Donald Trump igen bør få en rolle i amerikansk politik.

Det har at gøre med, hvad det er for et Amerika, Joe Biden nu får til opgave at helbrede. Der er ikke kun ét Amerika længere, faktisk kan man måske sige, at der er tre. Der er det blå Amerika, det Demokratiske, der nu har taget magten i både Det Hvide Hus og Kongressens to kamre, men som også nyder stor indflydelse i de amerikanske mainstream-medier og i big tech. Der er det røde Amerika, det Republikanske, som står svagt politisk, men stadig har Fox News og The Wall Street Journal på sin side, ligesom de har penge i ryggen fra tunge, konservative donorer i erhvervslivet. Sidst er der det trumpske Amerika, et Amerika, der ser ud til at bevæge sig længere og længere væk fra de andres virkelighed. Da store dele af det yderste højre blev smidt ud Facebook, Twitter og YouTube i dagene efter den 6. januar, voksede de sociale medier i periferien af markedet voldsomt. Downloads af krypterede besked-apps som Telegram og Signal blev mangedoblet. Det trumpske Amerika er gået under jorden.

Hvordan undgår Joe Biden at skubbe denne tredje gruppe endnu længere væk? Alan Steinberg har et bud, og det indebærer en balancegang. For at forklare, hvad han mener, skruer han tiden tilbage til den amerikanske krise i nyere tid, der minder mest om den, vi står i nu. Nemlig Watergate.

Tilbage i 1974 gik præsident Richard Nixon af som følge af Watergate-skandalen. Han stod, som Donald Trump nu gør det igen, over for en rigsretssag. Så overtog Nixons vicepræsident, Gerald Ford, Det Hvide Hus. I sin indsættelsestale talte han om, at “det lange, amerikanske mareridt nu var ovre”, ord, som nu er berømte i USA. Ford stod overfor en opgave, der drager paralleller til Joe Bidens i dag, og hans ambition var den samme. Han ville hele.

Noget af det første, Ford gjorde efter sin berømte indsættelsestale, var samtidig en af de mest kontroversielle beslutninger i hans præsidentperiode. Han benådede sin forgænger Nixon. Blandt vælgerne var det et upopulært træk, som medvirkede til, mener de fleste historikere, at Ford tabte præsidentsvalget to år senere. I de amerikanske medier møder man for tiden ofte det synspunkt, at Fords benådning virkede efter hensigten. Alan Steinberg er enig. Gerald Ford forstod, siger han, at USA var i en krisetid, der omfattede den stadigt mere blodige krig i Vietnam. Landet kunne simpelthen ikke klare mere. Ifølge Alan Steinberg ville en retssag mod Nixon have gravet Republikanere og Demokrater så langt ned i skyttegravene, at de ikke ville kunne finde op igen. Han mener, at Fords benådning var noget nær det ultimative eksempel på statsmandskunst. Derfor, mener han, bør Joe Biden fortsætte med at holde afstand til den rigsretssag, som er på vej.

“Som borger vil jeg gerne have Trump for en rigsret,” siger han. “Det er jeg for. Men jeg er ikke præsident, det er Joe Biden snart, og han er nødt til at gå anderledes til det, end jeg som borger ville. Han kan ikke blive set som ham, der står bag rigsretssagen.”

Bonusinfo: Flere republikanske vælgere støtter Donald Trump end Mitch McConnell, der altså nu går ind for en rigsretssag mod præsidenten.

Alan Steinberg er altså bekymret for sit land, især sit eget parti, som han mener er faldet i den fascistiske gryde. Men han tror på Joe Biden, når han siger, at han vil samle nationen, helbrede Amerika. Han tror, der er noget at lære i den amerikanske historie. Og så tror han på amerikanerne.

“Ja, jeg tror, at de fleste amerikanere tror på demokratiet,” siger han på videoopkaldet. “De tror på retsstaten.”

Hvis Joe Biden forstår alliancers potentiale og skaber en inkluderende regering, som Alan Steinberg kalder det, altså en, der søger råd fra både demokrater og republikanere, så får helingen bedre chancer. Ser man på Bidens karriere, er han pragmatisk, midtsøgende, så måske er der muligheder for, at Steinberg får det, som han ønsker sig.

“Han har ret til at træffe sine egne beslutninger,” siger han. “Når alt kommer til alt, er det ham, der skal træffe dem. Men jeg tror, at Biden bliver et vidunderligt aspekt af amerikansk heling. For han er et åbent menneske, som søger andres input og holdninger. Som ikke føler, at han er den eneste, der ved noget. Og jeg tror, at en inkluderende regering er vigtigt, og jeg tror, at det er det, Joe Biden vil implementere. Jeg tror, han bliver en rigtig god præsident.”

Der findes et håb i det mørke, der for folk som Alan Steinberg er amerikansk politik lige nu.

“Historien vil se tilbage på Joe Biden som det menneske, der påbegyndte den amerikanske heling.”

Z _

Chefredaktør Lea Korsgaard er i disse dage i Washington D.C. for at dække Joe Bidens indsættelse som præsident den 20. januar. Hun hjalp til med tilblivelsesn af denne historie med den indledende scene fra byen, der altså er under noget nær militær lockdown.