America, We So Want to Be Like You

Back To Origin

Vi vil så gerne være ligesom dig, USA

USA inspirerer os, det kan vi ikke komme uden om. Nogle gange ville jeg bare ønske, at inspirationen var gensidig.

Lillebror. Det er klart, at et lille land som Danmark ser op til den mægtige storebror USA. Tegning: Philip Ytournel
Kære USA.

Vi hører så meget om jer herhjemme i Danmark. Vi elsker at høre om jer, fordi det er spændende at høre om mennesker, som ligner os – og så alligevel ikke.
I amerikanere, I er nationalistiske, frihedssøgende, igangsættende, entusiastiske mennesker med hang til Coca-Cola og fastfood. I har de største stjerner, de bedste forskere, den største økonomi, de vildeste byer.
Sådan bliver I fremstillet her i Danmark. Det er i hvert fald den positive version.
Den negative version kommer her: narcissistiske, kristne, våbenglade ignoranter med hang til krigsførelse og korruption.

Det er de negative sider, jeg skriver til jer om. Ikke fordi jeg ikke holder af jer, for det gør jeg. Jeg elsker USA, og jeg hungrer efter jeres kultur. Jeg elsker jeres musikere, instruktører, skuespillere, forfattere. Men fordi jeg vil forstå USA’s skyggesider, og hvorfor man som borger i USA finder sig i ting, som er åbenlyst uretfærdige.

For et par år siden blev mine tanker sat i gang af en undersøgelse, som viste, at danskerne er det lykkeligste folk i verden. Undersøgelsen nåede skam også over på den anden side af Atlanten, helt over til Oprah, som måtte rejse til dette mærkelige lille, lykkelige land i Nordeuropa.
Hun interviewede et par danskere og prøvede at greje grunden til vores lykke. Konklusionen var, at vi havde et godt velfærdssystem – og så noget med cykler. »Kan det være rigtigt«, tænkte jeg og lavede min egen konklusion på konklusionen:

Et velfærdssystem som det danske, som bygger på (et af) verdens højeste skattetryk, er med til at bremse udviklingen.

Det er indiskutabelt dyrt at drive et selskab i Danmark. Derfor har vi problemer med, at vores selskaber flytter andre og mere lukrative steder hen. Det medfører en øget arbejdsløshed, og arbejde er netop en forudsætning for lykke, hvis man skal tro den famøse undersøgelse.

På den anden side får vi en hel masse tryghed foræret for vores skattekroner. For det er jo tryghed, som er fundamentet i et velfærdssamfund. Gratis skoler, hospitaler, universiteter og kontanthjælp fratager os en del bekymringer i livet. Og jo færre bekymringer, desto mere tid til at være lykkelig.

I lever i et samfund, hvor ’skat’ er et skældsord på linje med ’kommunisme’ eller ’helvede’. I tror på, at man skal være sin egen lykkes smed, og at staten skal blande sig mindst muligt i den enkelte borgers liv.
USA er mulighedernes land, hvor man kan komme med ingenting og ende med alting. Sådan er jeres selvopfattelse i hvert fald. Virkeligheden viser desværre noget andet.

Fattige mennesker i USA forbliver fattige. De går på de dårligste skoler og har ikke råd til universiteter.

De har ikke råd til at besøge lægen, og når de endelig gør det, er det ofte for sent og ikke længere pengene værd. Penge er et nøgleord, for har man ingen penge i USA, er man enten soldat, kriminel eller en nasser, som skal tage sig sammen.
Af de tre muligheder er det bedste nok at blive soldat, for det er den eneste mulighed, hvor der følger noget værdighed med.

Desværre er USA en næsten konstant krigsførende nation, og dermed er det rigtig farligt at tjene i USA’s hær. Det ved vi noget om her i Danmark, for vi har fulgt jer i tykt og tyndt igennem en hel del krige efterhånden.
Vores tidligere statsminister var bonkammerat med Bush den yngre. Og mange brave danskere har mødt deres endeligt under fremmede himmelstrøg i kampen mod USA’s mere eller mindre opdigtede fjender. Som tak blev Fogh generalsekretær for Nato.

Jeres hær rekrutteres i høj grad fra de fattigste kvarterer, for her er livet så meningsløst, at man lige så godt kan sætte det på spil. Vores hær består af frivillige rådvilde unge, som gerne vil »på eventyr« (citat ’Armadillo’). Ja, USA, du hørte rigtigt.

Et andet problem, både i USA og i Danmark, er medierne. Nyhederne spiller på to parametre: had og frygt. Med inspiration fra amerikanske nyhedskanaler sniger det sig ind i de danske medier.
En ganske almindelig hverdagsaften kan man, fra sofaen i stuen, blive udsat for mord, vold, hjemmerøverier, terror og krig. Jeg siger ikke, at den slags nyheder ikke har sin plads i TV-avisen, men måden, de bliver fortalt på, stigmatiserer bestemte befolkningsgrupper.
I USA er det som regel ’sorte’, i Danmark er det traditionelt set indvandrere (læs: mennesker med tyrkisk, somalisk eller irakisk baggrund) og i stigende grad østeuropæere og romaer. Man undlader aldrig at nævne, hvilken nationalitet en forbryder har, og de forbrydelser, som når frem til TV-avisen, er oftest begået af folk af anden etnisk oprindelse.

Derfor er vi på vej mod et mere og mere frygtsomt samfund. Og danskere føler sig i deres gode ret til at komme med småracistiske udtalelser, som for 10 år siden ville medføre hovedrysten og sagsanlæg.

Det er selvfølgelig endnu værre hos jer i Amerika. I bliver nødt til at gemme revolvere under hovedpuden og lukke jer inde bag tykke døre, alarmer og multiple låsesystemer. Men det er bare, fordi vi altid er lidt bagud her i Danmark.
Vi overvåger i stigende grad vores hjem, og flere udtaler, at de har et våben i umiddelbar nærhed af sengen.
Man ved jo aldrig, hvornår det er ens tur til at blive hjemmerøvet af en østeuropæer. Vi har (endnu) ikke lov til at købe pistoler ligesom jer amerikanere, så vi må nøjes med baseballbats, knive og lignende. Som I kan se, ligner vi jer meget.

Der er ingen morale i denne tekst. Ingen, som er bedre end andre. Det er klart, at et lille land som Danmark ser op til den mægtige storebror USA.

Vi prøver på mange måder at være som jer, og derfor optager vi naturligvis viden – på godt og ondt.
USA inspirerer os, det kan vi ikke komme uden om. Nogle gange ville jeg bare ønske, at inspirationen var gensidig. Ellers ender det med, at angst og pessimisme æder os op langsomt, men sikkert.