Niels Bjerre-Poulsen: Republican Party Now So Fundamentally Divided, It Would Have Split in 2 If US Had Different Political System

Back To Origin

Splittelsen i Det Republikanske Parti er nu så fundamental, at de havde delt sig i to partier, hvis USA havde haft et andet politisk system

“Businessfløjen i Det Republikanske Parti har måtte strække sig virkelig langt under Trump. Og da det nåede til selve demokratiets fundament, blev det alligevel for meget for dem. Derfor kan man sige: Hvis ikke de vinder denne kamp om at få uddrevet Trump og trumpisterne fra partiet én gang for alle, så bliver det meget svært for dem at se sig selv i spejlet, hvis de skal blive i et parti, som er Trumps parti snarere end det traditionelle Republikanske Parti.”

Den 6. januar 2021 blev Kongressen i Washington, D.C. angrebet og plyndret. Angriberne truede med at dræbe udvalgte medlemmer af Kongressen og hænge vicepræsident Mike Pence. Urolighederne var ikke spontane, og timingen var ikke tilfældig: De indtrængende var der på præsident Trumps opfordring, og de var der for at forhindre den lovgivende forsamling i at udføre den funktion, som Forfatningen pålægger den, nemlig at godkende et demokratisk valg og en fredelig magtoverdragelse.

Inden stormløbet på Kongressen, var præsidentens ældste søn, Don, Jr. blandt dem, der havde opildnet faderens tilhængere: ”Dette er ikke deres Republikanske Parti mere, dette er Donald Trumps Republikanske Parti,” udtalte han. Havde han ret? Er et af USA’s to store partier blevet overtaget af en personkult, og hvis ja, hvor stiller det så det amerikanske demokrati i de kommende år?

De og andre spørgsmål har vi stillet USA-eksperten Niels Bjerre-Poulsen i RÆSONs nye interviewserie, Gæst hos RÆSON, hvor han dykker ned i den krise, Det Republikanske Parti i øjeblikket befinder sig i.

RÆSON: Vil du starte med at skitsere, hvordan Det Republikanske Parti var som parti i årtiet op til, at Donald Trump kom til magten?
NIELS BJERRE-POULSEN: Jeg vil næsten hellere gå endnu længere tilbage og sige: Det Republikanske Parti har været mange forskellige ting, siden det blev stiftet i 1850’erne. Først var det partiet for fri arbejdskraft overfor Demokraternes støtte til slaveri og plantagedrift. Fra 1880’erne og frem blev det derefter først og fremmest erhvervslivets parti. Der har været perioder, hvor det primært har været udenrigspolitiske stridigheder, der skilte grupperne indenfor Det Republikanske Parti, mens det på andre tidspunkter har været, hvor stor en rolle man var parat til at give den føderale regering.

I begyndelsen af 60’erne opstod dét man – hvis man var konservativ – kaldte en ”me too”-Republikaner – altså én, der grundlæggende ville næsten det samme som Demokraterne. Over for det stod de ”ægte” konservative. I 1990’erne kaldte de konservative de moderate Republikanere for ”RINO’s”: Republicans in name only. Tit har dét, der splittede partiet, derfor været, hvor meget man ville anerkende, at den føderale regering havde en vigtig rolle at spille i økonomien – fx med at bygge infrastruktur eller toldmure. Men nu er vi i en situation, hvor skillelinjen går et helt andet sted: nemlig for og imod Donald Trump.

Det er også værd at hæfte sig ved, at hvis vi går tilbage til 1960’erne, så var det en meget almindelig klage i amerikansk politik, at de to partier lignede hinanden for meget. På den tid kunne det let være regionale faktorer, der afgjorde, om man var Republikaner eller Demokrat: Man kunne være stokkonservativ, men hvis man boede i Syden, så var man Demokrat. Det skyldtes, at det var Lincolns parti – altså Det Republikanske Parti – der havde erobret og tvunget Sydstaterne tilbage ind i Unionen.

Hvis man var Republikaner og boede i Midtvesten, så var man meget konservativ og syntes, at den føderale regering skulle blande sig så lidt som muligt i ens liv. Omvendt, hvis man var Republikaner og boede i Californien eller New York, så var man måske ligefrem progressiv. Dét, der skete i løbet af 60’erne og 70’erne, var, at de to partier byttede vælgere, så man i højere grad fik et konservativt og et liberalt parti. Mange af de konservative Sydstatsdemokrater endte i Det Republikanske Parti, og de progressive Republikanere blev enten uafhængige eller måske Demokrater.

Så opstod det problem, at de to partier i stadigt højere grad var skarpt adskilt fra hinanden uden at have et politisk system som det danske: dvs. et flerpartisystem, hvor man kan bygge koalitioner og få politik gennemført. Det amerikanske system bliver derimod et problem, hvis man har to partier, der er næsten lige store, og vælgerne opfatter det som tilnærmelsesvist forræderi, hvis man samarbejder hen over midten, som systemet ellers lægger op til. Så kan der ikke blive vedtaget lovgivning, og så sker der ikke rigtig noget i Washington D.C. Det gør, at vælgerne bliver sure på Washington og synes, at det bare er en ”sump”, hvor ingenting sker.

Hvis man så ovenikøbet får et parti, som Det Republikanske Parti har udviklet sig til, der ikke kommer til D.C. for at få vedtaget ting, men kun for at forhindre ting i at blive vedtaget, så har man opskriften på en virkelig politisk hårdknude. Det inviterer på en måde til folk som Donald Trump, der kommer udefra og siger: ”Jeg kan drive USA som en virksomhed. Jeg kan komme med løsninger, som ingen af de her politikere kan finde ud af”. Det giver hurtigt det, vi har set: En personkult bygget op omkring én person som en slags redningsmand, snarere end en leder af et politisk parti, som de traditionelt har været.

RÆSON: Du beskriver, at splittelsen i Det Republikanske Parti er gået fra at være en splittelse om, hvor kritisk man skulle stille sig over for staten, til en splittelse om, hvorvidt man er for eller imod Donald Trump. Skal man dermed forstå, at den underliggende politik – ideologien – i det Republikanske Parti ikke har ændret sig?
BJERRE-POULSEN: Spørgsmålet er, i hvilket omfang vi overhovedet kan tale om en ideologi. Det var meget sigende, at Det Republikanske Parti på sit konvent i 2020 valgte slet ikke at have et partiprogram for første gang. I stedet valgte man blot at udtrykke sin støtte til Donald Trump.

Det, Donald Trump gjorde med succes i 2016, var i høj grad at give alle fløje i partiet dét, de helst ville have. Erhvervsfløjen ville have lavere skatter og lavere selskabsskat især, og konservative ønskede sig dommere, der ville skyde enhver progressiv lovgivning ned, der måtte slippe gennem Kongressen. Det fik de. De evangeliske kristne fik deres konservative dommere, abortmodstand, osv.

Det kunne lade sig gøre, fordi Donald Trump dybest set er nihilist. Han har ikke noget politisk program udover måske det, der handler om hans egen status. Han har ikke nogen dyb ideologisk overbevisning om, hvor USA skal bevæge sig hen – ej heller, hvor det det Republikanske Parti skal bevæge sig hen. Så det var ikke noget stort afsavn for ham at give alle dele af det Republikanske Parti det, de allerhelst ville have.

Langt hen ad vejen kunne det, vi kan kalde businessfløjen i Det Republikanske Parti, godt leve med de ting, de ikke brød sig om som fx mærkelige tweets og måske også ting, de var decideret imod: handelskrige, toldbarrierer og udmeldelse af Paris-aftalen, WHO osv. Det kunne de, fordi de fik dét, de interesserede sig mest for: lave skatter og deregulering. Så på det punkt var Trump taktisk dygtig. Men på den anden side er det nu blevet tydeligt, at USA er havnet et helt andet sted end der, hvor den fløj gerne så både landet og partiet bevæge sig hen. Og inden for de seneste måneder har Trump bragt den konflikt ud i det åbne: særligt med det angreb på selve det amerikanske demokrati, som jeg mener, hans kupforsøg var.

Der er dermed blevet trukket en streg mellem dem, der først og fremmest er Donald Trump-tilhængere på den ene side og erhvervsfløjen eller de traditionelle republikanere på den anden. Den første gruppe har ret klart signaleret, at demokratiske valg i virkeligheden interesserer dem mindre, end at Donald Trump forbliver ved magten. I stedet for at have et skel mellem dem, der er mere eller mindre konservative, så har vi nu et skel mellem folk, der dybest set anerkender, at demokratiets grundpiller er frie valg og en fredelig magtoverdragelse, og på den anden side dem, der siger: ”Nej, vi vil bare have Donald Trump”.

RÆSON: Er Trump et symptom på problemet, eller har han i virkeligheden selv sat det i gang? Hvis man ser på de sidste 8 valg i USA, så har Republikanerne vundet 3 af dem, men kun én gang har de faktisk haft flertal i befolkningen. Hvad er det for en udfordring, det her historisk store parti ikke har formået at løse i det amerikanske topartisystem?
BJERRE-POULSEN: Jeg synes, du peger på det helt rigtige: Den demografiske udfordring. Den er central for hele diskussionen om, hvorvidt Donald Trump er et symptom, eller om han også har gjort konflikterne værre.

Vi kan starte med at se på, hvad det er for nogle steder, hvor Trump påstår, at der har været valgsvindel. Det er typisk områder med stor minoritetsrepræsentation: De sorte vælgere i Detroit og sorte vælgere i Philadelphia. Det er ikke forstæderne, han brokker sig over. Det er i virkeligheden ironisk nok, for måske var det i allerhøjeste grad i forstæderne, han tabte valget. Men han sender et signal om, at problemet er, at de forkerte vælgere har fået lov til at stemme. Og her kommer vi til kernen i Det Republikanske Partis problem: Den demografiske udvikling i USA gør, at hvide vælgere udgør en skrumpende del af det samlede vælgerkorps – i hvert fald hvis man mobiliserer alle de minoritetsvælgere, som Demokraterne formåede at gøre denne gang.

Det Republikanske Parti har været klar over i årtier, at den demografiske udvikling var en udfordring, fordi partiet overvejende er et hvidt parti. Der har været folk i det Republikanske Parti, som har sagt: ”Vi bliver nødt til at gøre teltet større”. En af vejene til det var at lave en immigrationsreform. Man følte sig nødt til at have lave en reform, så man ikke så tydeligt fremstod som et parti, der primært var for hvide amerikanere.

Den opfattelse, var der flere fremtrædende Republikanere, der delte: Senator John McCain, Lindsay Graham (som af årsager, vi ikke skal diskutere i dag, er havnet som en af Donald Trumps faste støtter, men engang talte for at gøre partiet mere favnende), og Mitt Romney kunne man måske også nævne. Man var godt klar over, at det kunne være, man tabte nogle valg undervejs, men opfattelsen var, at der ikke var nogen vej udenom, medmindre man skulle til at forhindre dele af den amerikanske befolkning i at stemme. Og der så man det som uholdbart, at den eneste mulighed, man havde for at vinde valg, var at vinde valgmandskollegiet, fordi man simpelthen ikke kunne få et flertal af vælgerne.

En af måderne at løse den demografiske udfordring på var at appellere bredere til den hurtigst voksende minoritetsgruppe i USA: latinamerikanerne. Derfor valgte man fx i 2000 George W. Bush som præsidentkandidat: en guvernør i Texas, som havde forholdsvis stor støtte blandt latinovælgere. Man overvejede også andre kandidater senere, fx hans bror Jeb Bush, som havde været guvernør i Florida og måske også kunne tiltrække en større del af latinovælgerne.

Men denne strategi gjorde, at der kom en voldsom reaktion fra dele af græsrødderne i det Republikanske Parti, der sagde: ”Det kan ikke være rigtigt, at de her illegale immigranter skal belønnes for at være kommet ulovligt til landet, og ligefrem skal have statsborgerskab osv. Den demografiske udvikling går kun endnu hurtigere mod os, hvis vi begynder at give statsborgerskab til illegale indvandrere.” Det oprør indenfor det Republikanske Parti tror jeg, var noget af det, Donald Trump fangede. Hans første mærkesag var netop, at Barack Obama ikke var en legitim præsident, fordi der nok var noget fup med hans dåbsattest.


RÆSON: Hvordan forklarer man så, at Republikanerne er endt med Trump og trumpisme, når de har haft det rationale, at de var nødt til at favne bredere?
BJERRE-POULSEN: Det var lige præcis det: Ledende republikanere havde det første rationale, og så kom der en voldsom reaktion nedefra i partiet fra folk, der sagde: ”Det vil vi ikke være med til”. På den måde var Donald Trump en slags protestkandidat mod de etablerede kandidater.

Der var jo et kæmpe felt af Republikanske kandidater ved primærvalget i 2016. Og mod de flestes forventning blev de kandidater, der havde masser af penge og opbakning fra hele partiapparatet – fx Jeb Bush eller Marco Rubio, der er senator fra Florida – fejet af banen af Donald Trump. Så det var også et internt opgør i det Republikanske Parti.

Det gjorde det også kun mere besværligt for partiet, at Donald Trump faktisk vandt. Han viste, at han kunne vinde på trods af den demografiske forandring i det amerikanske samfund. Han kunne godt nok ikke vinde et flertal af stemmer – han kunne heller ikke komme op og få 50 pct. opbakning i meningsmålinger på noget tidspunkt i de 4 år – men han kunne vinde præsidentembedet.

Trump var i virkeligheden heller ikke så langt fra også at have vundet genvalg, hvis blot der var nogle bestemte stater, der var faldet ud på en anden måde. Godt nok tabte han massivt – hvis vi ser på den samlede vælgerbefolkning, tabte han med 7 mio. stemmer – men han fik stadig flere stemmer, end nogen tidligere kandidat havde fået. Så han fik faktisk gravet nogle vælgere frem, som nok ikke havde stemt Republikansk, hvis ikke Trump havde været partiets kandidat.

Et af de store dilemmaer for fremtidige Republikanske præsidentkandidater, hvis man skal se helt kynisk på det, er nu: Har de lyst til at skræmme de vælgere væk, som Donald Trump har gravet frem? Og så længe de er mere bange for at miste de vælgere, end de er opsatte på at kaste sig ud i den større ændring af hele partiets fremtoning overfor vælgerne, så bliver det svært for partiet. Det er den kamp – og jeg vil næsten sige borgerkrig – der foregår inden for det Republikanske Parti i øjeblikket: Skal man bygge videre på det, Trump mod al forventning formåede at gøre både i 2016 og 2020?

Hvis vi ser på Trumps konkrete resultater og husker tilbage på, hvad han lovede vælgerne i 2016, så har han stort set ikke opfyldt nogle af de løfter. Alligevel er der opstået nærmest en kult af Republikanske vælgere omkring ham. Der er millioner af dem, som er overbevist om, at han har været en fremragende præsident og gjort det virkelig godt. Men hvis vi fx sammenligner Trumps håndtering af COVID med, hvordan det er blevet håndteret i andre lande, så må vi bare konstatere, at han rent administrativt har klaret præsidentembedet umådelig dårligt.

Alligevel ser vi ikke bare støtte, men noget der ligner en dyrkelse af ham som en slags frelserskikkelse. Det svære for andre Republikanske politikere, der gerne vil være præsidentkandidater, er, hvordan de overtager de vælgere, eller i hvert fald hvordan de undgår at gøre dem sure. Det så vi også med rigsretssagen for nyligt, hvor de havde meget svært ved at lægge afstand til ham.


RÆSON: Er det overraskende for dig, at man ikke har undsagt ham bredere efter noget, der virker så eklatant som et angreb på demokratiet?
BJERRE-POULSEN: Der kommer vi jo ud i sådan en motivgranskning: Hvad er det, de dybest set håber på? Er det fordi, de ikke vil rage uklar med Trumps vælgere? Det tror jeg gør sig gældende for rigtig mange medlemmer af Kongressen. For dem er det en helt reel trussel – ikke bare en abstrakt trussel om at vinde vælgere, men der er også politikere, der decideret er bange for deres liv og lemmer, hvis de rager uklar med præsidenten. Vi taler om politikere, som bliver opfordret til at gå ud og købe sikkerhedsveste og beskyttelse, fordi de modtager trusler fra Trump-tilhængere. Vel at mærke også Republikanske politikere.

Bemærk fx at Trump-vælgere ville hænge vicepræsident Mike Pence, der har været en af de mest loyale vicepræsidenter, man kunne forestille sig. Trump fik den idé, at Pence kunne afgøre hele valget – at han kunne forkaste resultatet af et demokratisk valg. Der måtte Pence jo fortælle Trump, at han slet ikke havde sådan nogle beføjelser: Det var en ren formalitet, at han skulle tælle stemmerne op fra de 50 delstater. Alligevel var der folk, der var parate til at hænge ham efterfølgende, fordi han ikke gjorde noget, som han ingen beføjelser har til. Truslen er sådan set konkret nok, så jeg tror, der er et frygtelement i det.

Men der er selvfølgelig også Republikanske politikere, som bare gerne vil overtage Trumps vælgere, eller i hvert fald ikke vil lægge sig ud med dem. Det skal ikke være dem, der er med til at dømme præsidenten. Formålet med at dømme en præsident, der har forladt embedet, er ikke så meget selve dommen, men snarere man så forbyder Trump nogensinde at stille op til et føderalt embede igen. Og frygten fra nogle af de politikere, der gerne vil overtage Trumps vælgere, er, at han stiller op igen om 4 år. Så der er helt sikkert nogle, der gerne så, at det ikke var muligt for ham, men de vil ikke selv lægge hovedet på blokken og stemme for at dømme ham.

RÆSON: Nu har du sagt, at Republikanerne har lagt den linje, at de forskanser sig om personkulten omkring Donald Trump. Vi talte i starten om, at Trumps søn havde sagt, at nu var det ikke det Republikanske Parti mere, men Donald Trumps parti. Kan man udfordre den idé lidt: Der er en stor gruppe vælgere, som gerne vil stemme på Donald Trump, men er der også et projekt, man kan tage videre uden personen Trump?
BJERRE-POULSEN: Det er en meget interessant debat, som foregår stort set hver dag i USA, om Trump er så særlig en skikkelse, at det kun er ham, der kan være lederen af sådan en trumpistisk kult. Man har talt meget om, om man kunne få en ”Trump 2.0” – altså en ny ”Donald Trump”, der kunne appellere til de samme følelser hos vælgerne, men samtidig være væsentligt bedre kvalificeret, end Trump har været.

Der er Trump-modstandere, som priser sig lykkelige for, at han har været så inkompetent og har haft så lav en opmærksomhedstærskel. Stort set alle de projekter, han har talt om, er ikke blevet til noget. De eneste undtagelser er projekter, der kunne afsluttes stort set med døgns varsel; fx at melde USA ud af atomaftalen eller Paris-aftalen eller WHO. Alt hvad der kan gøres ved dekret.

Ser vi på konkret lovgivning, så har han stort set kun én større succes, og det var den skattereform, som blev vedtaget i december 2017, og den var i høj grad var Det Republikanske Partis projekt. På lovgivningssiden er det stort set det eneste, der kommer til at stå i historiebøgerne for denne periode. Så frygten har været, at der måske var nogen, der både kunne have den samme populistiske appel, som Trump har haft, men også være dygtige politiske håndværkere. Men spørgsmålet er, om den frygt er velbegrundet – om kulten ikke i så høj grad drejer sig om personen Donald Trump, at det er svært at forestille sig andre overtage. Uanset om det er Senator Tom Cotton, Senator Ted Cruz, eller Senator Josh Hawley, som alle håber, at de kan træde ind i den rolle, Trump har haft.

Og det er selvfølgelig et dilemma, for selv med Trump har de tabt flertallet i både Repræsentanternes Hus og Senatet og Trump har ved 2 valg ikke fået flest stemmer. Selvom vi kan blive imponerede over, at han fik 74 millioner stemmer, så fik Biden altså 81 millioner stemmer, så det er stadigvæk ikke nok. Hvis man ikke kan vinde hverken et flertal i befolkningen eller et flertal i valgmandskollegiet, så er spørgsmålet, om det er en hensigtsmæssig politik for det Republikanske Parti.

Så længe Trump leverede resultater til businessfløjen i partiet i form af skattelettelser og deregulering, så var de parat til at holde sig for næsen. Men med hans adfærd til sidst – angrebet på selve fundamentet i det amerikanske demokrati – kan man spørge, om det er holdbart. Er det holdbart, hvis man skal bruge stadigt strammere midler på at forhindre en stigende del af den amerikanske befolkning i at stemme?

Alternativt skal man decideret annullere deres stemmer, hvis de ikke falder ud på den måde, som man havde tænkt sig. Det var der 147 medlemmer af Repræsentanternes Hus, der var klar til at gøre; der var sågar politikere, der var parate til at annullere alle stemmerne fra deres hjemstat. Så er vi et helt andet sted, og dét er en helt anden regeringsform end demokrati.

RÆSON: Det er interessant, når du nævner, at han på en måde ikke har haft succes i selve valgene. Man anerkender, at han har fået mange vælgere ud, men han har stadig tabt: Hvorfor undsiger Republikanerne så ikke Donald Trump?
BJERRE-POULSEN: Francis Fukuyama vurderede, at der kommer til at gå flere år, før vi helt forstår, hvad Trump er for et fænomen. Vi kan komme med alle de her rationelle forklaringer: Han har appelleret til nogle vælgergrupper, som Republikanerne ellers har haft svært ved at få fat i osv. Der er helt klart folk i Det Republikanske Parti, som mener, at Trump har vist, at de kan blive et arbejderparti. Men når de siger et ”arbejderparti”, så mener de hvide arbejdervælgere. Det er stadig Det Demokratiske Parti, der får flest arbejderstemmer.

Trump har i høj grad appelleret til sine vælgere med ”hvid identitetspolitik”. Det nåede så til et punkt, hvor det er uforeneligt med de demokratiske principper, som de fleste Republikanere trods alt gerne ser, at man bevarer. Når vrede Trumpvælgere gik til Kongressen 6. januar og sagde: ”Det her er vores land, og vi har ret til at komme ind i Kongressen, for det er vores land, og vi har betalt for politikernes kontorer” osv., så var det i høj grad baseret på en opfattelse af, at landet var deres, fordi de er hvide.

Det var ikke, fordi de var borgere sammen med 325 millioner andre amerikanske borgere – det var en opfattelse af, at der er særlige privilegier forbundet med at være hvid. Det var også det, der gjorde, at de ikke så noget åbenlyst problem i at annullere valgresultater fra ikke blot forskellige stater, men også specifikt fra steder med stor koncentration af minoritetsvælgere. Man kunne altså ikke acceptere at have tabt et valg, fordi folk i Philadelphia eller Detroit stemte anderledes. Så vi er nået til en grænse for, hvor langt i hvert fald nogle i det Republikanske Parti er villige til at gå for at støtte Trump.

RÆSON: Du har beskrevet splittelsen i det Republikanske Parti om, hvorvidt man skal følge Trump, som en decideret borgerkrig. USA er som bekendt et topartisystem: Hvor stiller det USA’s demokrati, at et bærende parti er i så dyb en identitetskrise, hvor de ikke er i stand til at få flertal for deres vision?
BJERRE-POULSEN: Det stiller det amerikanske demokrati i et meget svært dilemma, netop fordi det er et topartisystem. Ved hvert valg har der været andre partier i USA, men de er som bier: De stikker og så dør de. De adresserer et problem, som ingen af de to store partier adresserer, og så bliver de inkorporeret i et af partierne.

Splittelsen i Det Republikanske Parti er nu så fundamental, at det er oplagt at sige, at de havde delt sig i to partier, hvis USA havde haft et andet system – fx et parlamentarisk flerpartisystem, som vi har. Lad mig prøve at uddybe det, jeg sagde før: Businessfløjen i Det Republikanske Parti har måtte strække sig virkelig langt. Under Trump har de måtte give afkald på ting, der var fundamentale for deres opfattelse af, hvad det Republikanske Parti skulle repræsentere – fx globalisering, et liberalt verdenssyn, frihandel osv. Da det så nåede til selve demokratiets fundament, blev det alligevel for meget for dem.

Og derfor kan man sige: Hvis ikke de vinder denne kamp om at få uddrevet Trump og trumpisterne fra partiet én gang for alle, så bliver det meget svært for dem at se sig selv i spejlet, hvis de skal blive i et parti, som er Trumps parti snarere end det traditionelle Republikanske Parti. Så det er oplagt, når folk siger: ”Jamen så må der komme to partier”, men det amerikanske system er ikke rigtig gearet til at have 3 partier. Så hvis Det Republikanske Parti blev splittet, så ville det betyde, at ingen af de to nye partier nogensinde ville vinde et valg igen.

RÆSON: Når vi kigger lidt længere frem og kommer væk fra efterdønningerne af Trump, hvor tror du så, Det Republikanske Parti kommer til at lægge deres vision?
BJERRE-POULSEN: En del af det afhænger af, om man tror, Trump fortsat er en magtfuld skikkelse i amerikansk politik. Uanset om han så er det fra sidelinjen. Hvis han stadig om 4 år er med på sidelinjen, og enten stiller op eller blot melder ud, at han overvejer det, så er det en helt anden debat. Det er væsentligt, om han bliver ved med at bestemme eller i hvert fald have indflydelse på, hvordan de republikanske politikere opfører sig: om han straffer dem, der ikke er loyale eller lægger afstand til ham og hans tid som præsident.

Det er en helt anden situation, hvis man én gang for alle kunne få ham drevet ud. Og der er nogle, der håber i deres stille sind, at alene den omstændighed, at han ikke længere er på Twitter længere, kan gøre, at han med tiden blegner og ophører med at være en politisk skikkelse.

Så er spørgsmålet, om man får et af hans børn, der skal forsøge at løfte familiearven. Når Trumps børn har fået indflydelsesrige poster, er det nærmere, fordi Trump har forsøgt at skabe et oligarki, end det er, fordi man tilfældigvis mener, at hans søn eller datter er store politiske begavelser. Han har forsøgt at skabe et familiedynasti, og hvis én af dem eller han selv bliver ved med at stå på sidelinjen, så bliver det en meget svær tid for Det Republikanske Parti.

RÆSON: Så jeg hører dig sige: På trods af angrebet på Kongressen og på trods af de udviklinger, vi har beskrevet, så har Republikanerne for nu valgt en mere trumpistisk linje, hvor de ikke undsiger ham. Men de har stadig ikke valgt et fremtidigt projekt: Det vejrer stadig lidt i vinden, om man stiller sig helt over på en Trumpistisk linje. Er det rigtigt forstået?
BJERRE-POULSEN: Problemet er, at der ikke rigtig er noget politisk projekt længere. Man taler kun om ”owning the libs” – altså ”at genere de liberale” – på forskellige måder. Jeg synes, det var sigende, at man på Republikanernes partikonvent valgte slet ikke at have noget partiprogram.

Hvis vi ser på, hvad de Republikanske vælgere ønsker: skattelettelser, deregulering, osv., og tager fx miljøregulering, så er der 200 miljøreguleringer, som Trump bare har fjernet. Men præmissen for at gøre det er, at man ikke tror, at der findes nogle menneskeskabte klimaforandringer.

Joe Bidens argument for at genindføre reguleringerne er: Klimaforandringer er en realitet, og på længere sigt vil det være dyrere for den amerikanske samfundsøkonomi ikke at gøre noget end at gøre noget nu. Så hvis Republikanerne fortsætter Trumps linje, så skulle det være et sats på, at man sådan set er ligeglad med klimaforandringer. Donald Trump var bedøvende ligeglad – det var hans opfattelse, at der ikke eksisterede menneskeskabte klimaforandringer. Som han sagde: ”Det er noget, kineserne har fundet på for at genere os: Det er et svindelnummer”. Alene dét er en præmis for ikke at gøre noget.

Hvis man bare skulle fortsætte ned ad Trumps vej, så skulle man fx fjerne alle reguleringer, det amerikanske erhvervsliv er underlagt, men det er der selv store dele af virksomhederne, der ikke er interesserede i. De har ikke lyst til at leve i en boble, hvor man har en helt anden opfattelse af grundlæggende videnskabelige fakta end resten af verden. Og der har vi set – også de sidste 4 år – kampe mellem røde og blå stater. Trump har decideret ført krig mod stater som fx Californien, fordi de har fastholdt de kriterier, der var i Paris-aftalen. Men han har også kæmpet med en række andre stater; fx Texas, der ikke har nogen interesse eller ser nogen fremtid i at lade, som om klimaforandringer ingen rolle spiller.