South Carolina, Hungary and the EU

<--

South Carolina, Ungarn og EU

Medierne prioriterer amerikanske primærvalg foran europæiske parlamentsvalg. Så tror da pokker, at vi ikke har nogen ’europæisk offentlighed’.

Så går den vilde jagt – over stok og sten fra Iowas vidstrakte sletter til New Hampshires granskove og nu videre til Sydens mildere vinde. Fint nok. Men der er et eller andet fuldstændigt galt med mediernes dækning og prioriteringer. Et enkelt amerikansk primærvalg får en dækning på linje med et fransk præsidentvalg. Der er foromtale med sociologiske analyser, stemmeoptælling og efteromtale – TV2News sender det meste af natten, næsten på linje med CNN. Ret beset er der jo bare tale om en slags uforpligtende politisk Disneyland – alle kører på frihjul for at please græsrødderne. Formentlig er dækningen en arv fra dengang, USA var ’den fri verdens leder’. Men uden at det skal udlægges som anti-amerikanisme: både den tid og tiden som enesupermagt er definitivt forbi. Uden at jeg har målt og vejet vedr. danske medier forekommer det, at dækningen langt overgår parlamentsvalg i, lad os sige, Portugal, Slovenien eller Ungarn. Og her drejer det sig faktisk om, hvem der skal regere et land i en længere periode – altså noget substantielt – og desuden sidde med i Det Europæiske Råd og dermed, i hvert fald i teorien, være medbestemmende om danske forhold!

Tendensen er ikke noget specielt for danske medier, ganske vist. Det er et generelt europæisk (og internationalt) fænomen – men det bliver det jo ikke bedre af! Så forstår man jo godt, hvorfor der ikke findes en europæisk offentlighed (når der bortses fra det europæiske Melodi Grand Prix og Champions’ League i fodbold). Det er naturligvis historien om hønen og ægget – medierne prioriterer som de mener, deres brugere gør det – og disse i sin tur prioriterer som de gør, fordi mediebilledet ser ud som det gør. Men hvad er konsekvenserne? Er der rygter om en optællingsfejl i Iowa, koger mange europæere over. Men når f.eks. Ungarn overtræder EU’s værdigrundlag, er det op til eksperterne i andre lande at reagere; der er ikke et europæisk folkeligt engagement i at få Victor Orban sat på plads (undtagen måske i Slovakiet og Rumænien). For hvem er han egentlig, hvad er forhistorien, er hans parti (Fidesz) Venstres søsterparti, og hvad fik ungarerne til i stort tal at stemme på det? Vi ved det ikke. Holdningen bliver snarest: det må de da selv om i Ungarn – dem om det! De blander sig jo ikke i vores politik, så hvorfor skulle vi blande os i deres?’On to South Carolina!’