Mitt Romney er det sikre valg i en broget skare
moderat. Efter tirsdagens sejr i Florida tyder alt på, at det bliver Mitt Romney, der skal udfordre Barack Obama ved efterårets amerikanske præsidentvalg
Obama er at foretrække, men Mitt Romney vile ikke være en egentlig katastrofe.
De amerikanske primærvalg, der som show betragtet hverken står tilbage for Hollywood i drama, sex, komik eller eksorbitant pengeforbrug, nærmer sig reelt en afslutning, selv om mange stater endnu ikke har stemt.
Efter tirsdagens sejr i Florida tyder alt på, at det bliver Mitt Romney, der skal udfordre Barack Obama ved efterårets amerikanske præsidentvalg. Heldigvis. Romney er afgjort det mindst ringe valg blandt de realistiske kandidater i den mildest talt brogede skare af republikanere.
En flok, hvor flere ikke tror på evolutionsteorien, og adskillige fejer alle videnskabelige beviser på global opvarmning til side som løgnehistorier fabrikeret af venstrefløjen.
Hvor en ledende kandidat ville nedlægge nationalbanken, og en anden ville etablere en permanent base på Månen. Og måske mest skræmmende: Hvor flere åbent talte for et bombeangreb på Iran.
Mitt Romney er blandt de sidste politikere på partiets moderate fløj, der engang stod stærkt med bl.a. Gerald Ford og George Bush sr. som ledende figurer, og når det nu lykkes ham at vinde, er det primært, fordi han er rykket mod højre i kontroversielle værdipolitiske spørgsmål om bl.a. abort og homoseksuelles rettigheder.
Den liberale kommentator Paul Krugman bemærkede forleden, at mainstreamsynspunkterne på den amerikanske højrefløj, som kandidaterne er nødt til at udtrykke, nu er så langt ude i hampen, at man enten skal være tosset eller skamløs for at kunne vinde nomineringen.
Mitt Romney falder uden tvivl i den sidste kategori. Hans tid som guvernør i Massachusetts tegner et billede af en pragmatisk, moderat politiker, der ligger langt fra valgkampens svulstige retorik.
Han skabte et sundhedsforsikringssystem i sin hjemstat, der ligner det, Obama har gennemført, til forveksling, og hans grundlæggende udenrigspolitik, bl.a. når det gælder Iran, ligger ikke langt fra Obamas.
Det vil være langt at foretrække, at amerikanerne genvælger Barack Obama, og efterhånden som de økonomiske konjunkturer er i bedring i USA, bliver sandsynligheden større og større for, at præsidenten kan tage endnu en periode.
Men det vil ikke være en egentlig katastrofe, hvis Mitt Romney skulle vinde. I betragtning af det persongalleri, der har haft den republikanske nominering inden for rækkevidde, er det trods alt betryggende med en farveløs moderat.
Leave a Reply
You must be logged in to post a comment.