Biden May Become the Greatest Reformer in the United States since Franklin D. Roosevelt

Back To Origin

Mogens Lykketoft: Biden kan blive den største reformator i USA siden Franklin D. Roosevelt
08.04.2021

Han har været undertippet, den nye gamle mand i Det Hvide Hus. Joe Bidens nye økonomiske politik og dens sociale profil er så stærkt progressiv som noget, Bernie Sanders kunne have drømt om, og den historisk store hjælpepakke, der nu er blevet vedtaget i Kongressen, kan blive startskuddet på en stor reformering af amerikansk velfærdspolitik. Men den berygtede filibuster står fortsat i vejen for de mest afgørende reformer.

Kommentar af Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

BIDEN BLEV VALGT som ”den moderate præsident”. Men han udtrykker viljen til at gøre op med USA’s grundlæggende elendigheder i en stil og grad, der næppe er set, siden Franklin D. Roosevelt (FDR) blev indsat i 1933. Biden har sammensat et af de mest erfarne og kompetente hold af ministre og rådgivere, nogen præsident er mødt frem med – og det er også folk, der er opsatte på at levere forbedringer til det store flertal af amerikanerne, så også midtvejsvalget om to år kan vindes af Demokraterne.

Bidens historiske held har været, at omvalget i Georgia i januar lige præcis sikrede ham flertallet i Senatet og dermed muligheden for at bryde den Republikanske blokade mod al progressiv politik, der så ofte lammede både Bill Clinton og Barack Obama i deres præsidentperioder. Det har meget hurtigt vist sig, at den ondskabsfulde Republikanske senatsleder, Mitch McConnell, som sædvanligt vil forsøge at skyde alt ned, der kommer fra den nye regering. Og det har vist sig, at Biden ikke lider af de illusioner, som Obama indledningsvis havde som præsident – at man kan tale til Republikanernes bedre jeg.

Vel har Biden talt om at række hen over midten og lave brede forlig med Republikanerne. Men han fortolker det som at bruge det mulige flertal – i praksis Demokraterne alene – til at lave forbedringer til gavn for også det andet partis vælgere.

Derfor slæbte han på tre uger den økonomiske hjælpepakkes astronomiske 1.900 mia. dollars gennem begge Kongressens kamre uden hjælp fra en eneste Republikaner.

Pakken er ikke blot akut hjælp til de mange, der er blevet ledige, måske endda sulter eller er ved at blive smidt ud af deres bolig, fordi pandemiens nedlukning har væltet deres privatøkonomi. Moderate økonomer mener dog, det er en for voldsom ophedning af økonomien og derfor kan føre til inflation i landet.

Sagen er imidlertid, at pakken sammen med den vellykkede vaccineudrulning baner vejen for hurtigt at bringe arbejdsløsheden ned og sende en mærkbar stimulans ud i den samlede verdensøkonomi. Samtidig er der tale om et stort fokus på at skabe et økonomisk opsving, der kan kombineres med en indsats mod klimaforandringerne og for mere bæredygtig udvikling , bl.a. med satsning på vedvarende energi.

Pakken lægger også linjen for, hvad der utvivlsomt er ment som varige velfærdsforbedringer. Man kunne tale om begyndelsen på en velfærdsstat af mere europæisk tilsnit: Børnetilskud til alle familier, tilskud til at melde sig til Obamacare (Obamas sundhedsreform), massiv støtte til stater og kommuner til at imødegå mange års nedskæringspolitik på den offentlige service.

DEN GRØNNE KURS vil blive styrket også med det gigantiske program for at genoprette USA’s nedslidte offentlige infrastruktur. Og Biden har en plan om at slette Trumps bølge at afsindigt rundhåndede skattelettelser til de superrige og hæve selskabsskatten. Det sidste er særligt interessant, fordi den vestlige verden hidtil har bedrevet en alles konkurrence mod alle om at tiltrække internationale investeringer ved at sænke selskabsskatten.

Det er formentlig en langt mindre effektiv metode til at tiltrække sig investeringer end ved at satse på god uddannelse og infrastruktur. Det er dog bemærkelsesværdigt, at også Boris Johnson i Storbritannien nu vil hæve selskabsskatten. Måske var der her en inspiration for også EU-landene til for en gangs skyld at sende en stor del af regningen til de superrige personer og selskaber, når der hen ad vejen skal betales for coronakrisens genopretningspakker.

Det store spørgsmål er nu, om Biden kan komme igennem Kongressen med den næste bølge af forslag om infrastruktur og skatteændringer. Pakken på 1900 mia. dollars passerede jo efter en særlig regel for finanspakker, der forhindrede Republikanere i at tale den ihjel med den såkaldte filibusterregel, der reelt kræver, at mindst 10 af Republikanerne er ombord sammen med samtlige Demokrater. Hvilket reelt er utænkeligt.

Jeg forstår ikke krinkelkrogene i det amerikanske politiske system nok til at afgøre, om også infrastrukturpakken og skatteforhøjelserne kan gennemføres med det smuthul, Demokraterne netop har brugt til hjælpepakken. Men filibusterreglen skal likvideres, hvis Biden skal føre progressive reformer af bl.a. uddannelsessystem og retsvæsen igennem, og hvis de sociale forbedringer fra genopretningspakken skal gøres permanente.

OG I VIRKELIGHEDEN ALLERMEST AFGØRENDE: Hvis Biden skal have held med at standse de massive forsøg fra Republikanerne på at begrænse valgdeltagelsen for sorte, latinoer og fattige hvide – der går som en steppebrand gennem kongresserne i de Republikansk styrede delstater.

Det var i høj grad den lettere adgang til at stemme (også pr. brev), der væltede Trump. Nu strammes der med stor opfindsomhed til med vanskeligere adgang til at stemmebemyndigelse og længere mellem valgstederne – og groteske forbud mod at uddele pizza og vand til dem, der må vente i timevis på at komme frem til underbemandede valgsteder i de fattige kvarterer.

Man kan derfor af en hel masse grunde argumentere for, at den afgørende forudsætning for, at Biden kan fuldføre sin reformpolitik over de næste fire år, er, at filibusteren likvideres. Det kan – paradoksalt nok – ske med Demokraternes stemmer alene, hvis de tør, og hvis de enes. Al historisk erfaring viser at filibusteren ensidigt har været anvendt af Republikanerne til at bremse sociale fremskridt. Jeg gætter på, at den afskaffelse kræver betydelige midler til den konservative Demokratiske senator Joe Manchin i West Virginia. Men dels har denne stat mere brug for det end andre, dels er det i høj grad prisen værd, hvis den politik, som det store flertal af amerikanerne har gavn af, skal kunne gennemføres. Så mon ikke de gamle mand i Det Hvide Hus, der sad i Senatet far 1972-2009, finder vejen?